Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny professor i eksperimentel psykiatri

Gregers Wegener er blevet ansat som professor på Aarhus Universitet. I sin forskning har han særligt haft fokus på de forskellige signalstoffer i hjernen, som betyder noget for, hvordan depression udvikler sig og hvordan sygdommen bedst behandles.

16.01.2014 | Helle Horskjær Hansen

Gregers Wegener er blevet ansat som professor på Aarhus Universitet. Hans fokus er på at kortlægge begivenheder i hjernen, som har betydning for, hvordan psykiske sygdomme udvikler sig og se hvilken effekt behandlingen har.

Gregers Wegener er blevet ansat som professor på Aarhus Universitet. Hans fokus er på at kortlægge begivenheder i hjernen, som har betydning for, hvordan psykiske sygdomme udvikler sig og se hvilken effekt behandlingen har.

Depression er en alvorlig sygdom, og omkring 20 procent af befolkningen vil på et tidspunkt i deres liv søge behandling mod depression. Effekten af kendt antidepressiv behandling virker først efter flere ugers varighed og forbedrer kun symptomerne for omkring halvdelen af patienterne. Det vil den nye professor på Aarhus Universitet, Gregers Wegener gerne ændre på.

Han arbejder med at modellere psykiatriske sygdomme, typisk ved at bruge prækliniske systemer som eksempelvis celle- og dyremodeller.

”Et særligt fokus er 'Translationel Psykiatri', hvor vi er optaget af at overføre resultater fra de prækliniske modeller til den kliniske virkelighed – og tilbage igen. På den måde kan vi i detaljer kortlægge begivenheder i hjernen, som har betydning for, hvordan psykiske sygdomme udvikler sig og se hvilken effekt behandlingen har,” forklarer Gregers Wegener.

Design af nye lægemidler

Ifølge ham kan forskningen finde frem til nye lægemidler. Det er vigtigt, fordi mange større lægemiddelvirksomheder i dag ikke udvikler på lægemidler, der er målrettet centralnervesystemet, og nogle forlader endda helt markedet.

”Da vores forskning sigter på bedre forståelse af den underliggende biologi og virkningsmekanismer, bidrager den med udvikling af nye terapeutiske principper. De kan på sigt komme patienterne til gavn,” forklarer forskeren.


Gregers Wegener bestod den lægevidenskabelige kandidateksamen på Aarhus Universitet i 1997. I 2001 blev han ph.d. samme sted og i 2012 dr. med. Fra 2007 til 2013 var han ansat som overlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning på Aarhus Universitetshospital og som lektor i klinisk farmakologi. Siden 2011 har han været hovedredaktør på det videnskabelige tidsskrift Acta Neuropsychiatrica.

Gregers Wegener er født i Aarhus i 1968. Han er gift med Charlotte, har tre børn, og bor i Risskov ved Aarhus.

Yderligere oplysninger

Professor Gregers Wegener
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, Translational Neuropsychiatry Unit
Direkte telefon: 7847 1112
Mobiltelefon: 5171 7403
wegener@cpf.au.dk

 

 

Navnenyt, Alle grupper, Alle AU-enheder, Sundhed og sygdom, Health, Health