Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

1. november får au.dk nyt design

Universitetets eksterne hjemmeside, au.dk, skifter udseende den 1. november. Det betyder bedre brugervenlighed for de primære målgrupper - dvs. kommende studerende, forskere fra andre universiteter og samarbejdspartnere.

26.10.2016 | Mette Helm

Universitetets eksterne hjemmeside, au.dk, får et mere brugervenligt og overskueligt design.

Et stærkt fokus på rekruttering af dygtige studerende, klare indgange til universitetets eksterne målgrupper og let adgang til information om universitetets forskere og faglige enheder. Det er nogle af de bærende elementer i det nye design, som bliver lanceret på au.dk den 1. november.

Det store billedelement i toppen af siden får et nyt format og vil fremover være dedikeret til rekruttering. Feltet vil derfor pege ind på AU’s uddannelsestilbud til potentielle bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende samt kursister til universitetets efter- og videreuddannelsesaktiviteter.

Foruden en opfriskning af det grafiske udtryk og en mere målgruppeorienteret sideopsætning er en ny topmenu blandt de største forandringer. Topmenuen giver i dag adgang til universitetets fire portaler for forskning, uddannelse, talentudvikling og videnudveksling. Portalerne for forskning og uddannelse fortsætter som selvstændige sider med et stærkt fokus på kvaliteten i universitetets faglige aktiviteter.

Portalen for videnudveksling bliver omdøbt til ”Samarbejde” og vil lægge mere vægt på universitetets samarbejde med private og offentlige virksomheder – både de gode erfaringer fra igangværende projekter og mulighederne for at indgå nye samarbejdsaftaler med erhvervslivet og den offentlige sektor.

Adgangen til universitetets talentudviklingsside, der har til formål at rekruttere ph.d.-studerende, bliver integreret i de to portaler for forskning og uddannelse. Dermed ophører talentudvikling som et selvstændigt punkt i topmenuen.

Foruden genveje til medarbejdere.au.dk, studerende.au.dk og phd.au.dk rummer topmenuen også let adgang til biblioteket og en oversigt over universitetets institutter og fakulteter.

Designet er udarbejdet med udgangspunkt i en analyse af brugernes såkaldte ”top tasks” – altså de primære opgaver, som brugerne opsøger vores sider for at få løst.

De nye designrammer er også ved at blive udrullet på institutters og centres eksterne hjemmesider – se eksempelvis Institut for Geoscience. Udrulningen koordineres af fakulteternes webmedarbejdere og foregår løbende frem til 31. marts 2017. Designet på universitetets interne sider til studerende og medarbejdere vil ikke blive berørt af ændringerne.

Det nye design er et af flere resultater fra et større arbejde med at forbedre universitetets webløsninger til studerende, medarbejdere og eksterne interessenter. På tværs af universitetets interne og eksterne målgrupper er der et stort ønske om at forbedre søgefunktionen på universitetets websider. Det er et omfattende arbejde, som er organiseret i et særskilt projekt til senere implementering.

Administrativt, Videnskabelig medarbejder, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende