Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

3 AU-forskere nomineret til årets danske forskningsresultat 2015

Hvad var det bedste danske forskningsresultat i 2015? Stem på din favorit, når videnskab.dk uddeler prisen for årets danske forskningsresultat. Forskere fra Aarhus Universitet er repræsenteret i tre af de ti nomineringer, som skal kæmpe om læsernes stemmer.

09.03.2016 | Ida Hammerich Nielson

AU-forskere har været med til at kortlægge, hvordan fugle synger, og hvorfor de ingen tænder har. Forskingsresultatet er nu indstillet til årets danske forskningsresultat 2015. Foto: Shutterstock

Kvanteteori, fuglenes oprindelse og dansk skolehistorie. Det er nogle af de vidt forskellige forskningsresultater, du kan stemme på, når videnskab.dk uddeler prisen for årets danske forskningsresultat 2015. Videnskab.dk har ud fra 48 indstillede forslag fra universiteter, journalister og læsere udpeget ti fantastiske forskningsresultater, som læserne nu kan stemme om.

Det er muligt at afgive sin stemme på sin favorit fra nu og frem til påsken, hvor den endelige vinder findes blandt de nominerede.

AU-forskere er repræsenteret i tre af de ti forskningsresultater:

’Personlighedstest’ på kvanteniveau
Det har siden kvanteteoriernes fødsel været meget svært for forskere inden for kvantemekanik og mikrofysik at regne ud, hvordan enkelte atomer opfører sig i forhold til hinanden. Forskere har nu fundet en formel, der hjælper med at regne ud, hvordan transport af information fra atom til atom kan optimeres. Det er en forudsætning for tilblivelsen af eventuelle kvantecomputere. De indstillede forskere ledes af lektor Nikolaj Zinner fra Institut for Fysik og Astronomi, AU. Læs mere her

Fuglenes hemmeligheder afsløret
Et omfangsrigt forskningsprojekt med bred dansk deltagelse har været med til at helgenomsekventere og dechifrere 48 fuglearters oprindelse og sammensætning. Ved at kortlægge genomerne, fortælles der om udviklingen af de mere generelle kendetegn, som de fleste fugle deler: Hvorfor blev en ugle en ugle, en struds til en struds og så videre. Det er også blevet kortlagt, hvordan fuglene synger, og hvorfor de ingen tænder har. Kasper Munch og Mikkel Schierup fra Center for Bioinformatik, AU, er med i gruppen. Læs mere her 

500 års dansk skolehistorie er kortlagt
Det store fembindsværk 'Dansk Skolehistorie: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år', giver lægmand såvel som forsker indsigt i de lange linjer om den danske skoles udvikling helt frem til i dag. Det afgørende nye ved forskningen er, at det er skolen set nedefra, fra hverdagens perspektiv. Der lægges vægt på skolens mangfoldighed og dens mange aktører under samfundsmæssige forandringer og skolepolitiske initiativer, interesser og uenigheder fra senmidddelalderen helt frem til 2014. Det demonstreres også, hvordan skolens udvikling hænger tæt sammen med barndommens historie. Værket er et betydningsfuldt bidrag til den altid højaktuelle uddannelsesdebat. Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith, DPU, er med i gruppen.

 

Læs mere og stem på din favorit på videnskab.dk

 

Prisen bliver uddelt i den uge, der er Forskningens Døgn i hele landet. Læs mere om Forskningens Døgn på AU

Samarbejde, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Enhedsadministration