Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

42 IT-virksomheder klar til ”Katrinebjerg Karrieredag”

7. april kommer IT-virksomheder fra hele Danmark igen til IT-byen Katrinebjerg på Aarhus Universitet for at deltage i ”Katrinebjerg Karrieredag” – en af Østjyllands største IT-karrieremesser. Over 600 studerende forventes at deltage.

23.03.2017 | Peter Martin Moos Hoffmann

Arrangørerne forventer, at over 600 IT-studerende fra IT Byen Katrinebjerg på Aarhus Universitet vil deltage i ”Katrinebjerg Karrieredag” 7. april.

Hele 42 virksomheder er i år tilmeldt Katrinebjerg Karrieredag, som traditionen tro løber af stablen hvert forår i IT Byen Katrinebjerg i det nordlige Aarhus. I år sker det d. 7. april kl. 11.15-15.00 i Peter Bøgh Auditoriet i Nygaard bygningen, Finlandsgade 23, 8200 Aarhus N.

De mange virksomheder kan i år forvente at møde en lang række af IT-byens studerende inden for blandt andet IT, computer science, digital design, information studies, information technology (IKT) og computer engineering – for bare at nævne nogle få.

Karrieredagen - eller blot ”Kdag” som karrieremessen også kaldes - er en af Østjyllands største IT-karrieremesser. Dagen er målrettet studerende på Aarhus Universitet, der søger job i IT branchen – en branche der oplever stor efterspørgsel på arbejdskraft.

600 studerende i 2016

På ”Kdag” medbringer virksomhederne fuldtidsstillinger, jobopslag til praktik, studiejob og projektsamarbejder. Studerende kan komme i dialog med virksomhederne, møde potentielle arbejdsgivere og få et indblik i de mange jobmuligheder i IT-branchen. Dét tilbud var der mange studerende, der benyttede sig af i 2016, hvor over 600 studerende deltog på messen. I år forventer arrangørerne mindst lige så mange studerende. 

Det er tredje år, at Katrinebjerg Karrieredag afholdes i it-byen Katrinebjerg. Dagen er arrangeret af Aarhus Universitet i samarbejde med it-vest og en lang række studenterorganisationer.

Katrinebjerg Karrieredag afholdes kl. 11.15-15.00 i Peter Bøgh Auditoriet i Nygaard bygningen, Finlandsgade 23, 8200 Aarhus N. Der er gratis adgang for studerende og registrering er ikke nødvendig. Mere info på kdag.au.dk

Kontakt

Peter Hoffmann
Erhvervs- og kommunikationskoordinator
Mobil 5122 1260 / peterhoffmann@cs.au.dk

Uddannelse, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Institut for Datalogi