Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

9,1 millioner til Aarhus-baseret forskning i hjernens kredsløb

Et forskerhold fra Aarhus Universitet har netop modtaget en millionbevilling fra Lundbeckfonden. Pengene skal gå til grundforskning i, hvordan nervecellers forbindelser dannes. Det kan lede til ny og bedre behandling og diagnostik af psykiske lidelser, herunder ADHD.

29.03.2016 | Helle Horskjær Hansen

Simon Glerup og hans kollegaer har fundet ud af, at mutationer i sortilin-generne kan føre til en øget risiko for navnligt ADHD. De har nu modtaget 9,1 millioner kroner til grundforskning på området.

Simon Glerup og hans kollegaer har fundet ud af, at mutationer i sortilin-generne kan føre til en øget risiko for navnligt ADHD. De har nu modtaget 9,1 millioner kroner til grundforskning på området.

Stadig flere børn får diagnosen ADHD. Det gør dem hyperaktive, uopmærksomme og mere impulsive. Hidtil har forskere ikke kunne forklare, hvorfor børn udvikler ADHD. Nu har Simon Glerup og hans kollegaer fra Aarhus Universitet fået 9,1 millioner kroner til at forske videre i, hvordan hjernens kredsløb bliver dannet og vedligeholdt. Forskningen kan gøre os klogere på psykiatriske lidelser.

”Vi er utrolig glade for, at Lundbeckfonden ser behovet for mere forskning inden for dette område. Bevillingen giver mulighed for at undersøge, hvordan gener styrer dannelsen og vedligeholdelsen af neuronale kredsløb i hjernen, og hvordan det påvirker risikoen for især ADHD,” siger Simon Glerup.

Viden om, hvordan vores hjerne fungerer, er helt centralt i at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Samtidig kan forskningen være med til at bane vejen for ny og bedre behandling og diagnostik af psykiatriske lidelser.

Det, at hjernens nerveceller er forbundet rigtigt og tilstrækkeligt, er vigtigt for, at vi kan huske, tænke og opfatte verden omkring os. Når det går galt, viser det sig oftest i psykiatriske eller neurologiske lidelser.

”Vi arbejder især med en gruppe af gener, der koder for såkaldte sortiliner. Forsøg med mus viser, at et ændret udtryk af sortiliner gør musene hyperaktive, de har sværere ved at lære, deres hukommelse er dårlig og de reagerer ekstremt på euforiserende stoffer som amfetamin og alkohol,” forklarer Simon Glerup.

Simon Glerup og hans kollegaer har fundet ud af, at niveauet af de individuelle sortiliner er forandret i bestemte grupper af psykiatriske patienter, og at mutationer i sortilin-generne kan føre til en øget risiko for navnligt ADHD.

”Projektet har sat sig nogle ambitiøse videnskabelige mål, og kan få en væsentlig klinisk betydning for patienter,” siger Anne-Marie Engel, forskningschef i Lundbeckfonden, om valget af Simon Glerup som en af modtagerne af fondens 12 sundhedsvidenskabelige rammebevillinger.


Yderligere oplysninger:

Lektor Simon Glerup

Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin

Direkte telefon: 8716 7639

Mobil: 5122 1727

sg@biokemi.au.dk

 

Bevillinger og priser, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende, Offentligheden/Pressen