Hvordan sikrer man sig mod plagiering og snyd i forskningsverdenen i en tid, hvor alle forskere presses til at producere mere og mere? Via åben debat og klare standarder for, hvad god forskningspraksis er, skriver prodekan Lise Wogensen og professor Mogens Kilian i denne kommentar, som blev bragt i Information den 2. maj 2013.

07.05.2013 | Lise Wogensen og Mogens Kilian

Det skaber opmærksomhed, når forskere bliver grebet i bevidst snyd. Der er midlertid langt mellem de forskere, der forfalsker, plagierer eller opfinder resultater. Men det er forståeligt, at det er de farverige skandaler, som popper op i mediebilledet, når man taler om universiteternes arbejde med at sikre den videnskabelige redelighed og integritet.

I den videnskabelige verden er det erkendt, at de få forskere, der af en eller anden grund vil snyde, også gør det, uafhængigt af kontrolsystemer. Men der kan gøres meget for at sikre, at snyderiet bliver afsløret og eventuelle skader bliver begrænsede. Vejen frem er åben dialog omkring opnåede forskningsresultater, synlig tilstedeværelse af mentorer og klare procedurer, når en mistanke er rejst.

Aarhus Universitet gennemførte i efteråret 2012 en rundspørge på det sundhedsvidenskabelige hovedområde Health. Den viste, at mange både yngre og ældre forskere er usikre på, hvordan de håndterer mistanke om uregelmæssigheder i forskningsmiljøet. Det handler for eksempel om, hvem man kan spørge, og hvor man kan søge vejledning, hvis der er tvivl om forskningsmæssige aktiviteter. Derfor har Health sat sig for at udvikle et sæt retningslinjer og standarder for ansvarlig forskningspraksis. Standarderne skal operationalisere de vigtige intentioner, der findes i de internationale konventioner og aftaler på området, så man kan anvende de korrekte principper i ens egen forskningshverdag. Helt konkret angiver standarderne blandt andet, hvornår man med rimelighed kan deltage som forfatter til en videnskabelig artikel, hvordan man fører sin protokolbog, og hvilke krav der er til indsamling, behandling og opbevaring af forskningsresultater.

I hele verden bliver forskere presset fra mange sider af et stigende krav til en konstant produktion af nye og spændende resultater og til at øge antallet af publicerede artikler i de bedste videnskabelige tidsskrifter. På universiteterne er forskernes publicerede resultater afgørende for deres karriere og for mulighederne for at skaffe midler til finansiering af den fortsatte forskning. Medvirkende til dette pres er også de årlige offentlige registreringer af publikationer, som har en direkte konsekvens for de midler, universiteterne får tildelt fra staten. Tilsvarende er der i industrien en direkte sammenhæng mellem gode forskningsresultater og virksomhedens økonomiske succes

Også befolkningen har en naturlig interesse i ansvarlig forskningspraksis og har krav på, at forskningen er troværdig, både som forbrugere og som skatteydere. Som borger er det naturligvis helt afgørende, at den sundhedsvidenskabelige forskning ikke fører til risiko for livsfarlig behandling på grund af videnskabelig uredelighed. Interessen deles med bevillingsgiverne, som har krav på, at de projekter, de støtter økonomisk, også generer korrekte resultater.

Forskerne har brug for den tryghed, der ligger i, at man helt ned i detaljen ved, hvad der er rigtigt og forkert – også hvad angår de rent administrative dele af forskningen. Og alle forskere vil nyde godt af, hvis kravene til lange publikationslister kan komme ned på et mere realistisk niveau, så man kan klare sig i den akademiske verden med alene at figurere på de artikler, man reelt har ydet et væsentligt akademisk bidrag til.

På Aarhus Universitet vil vi ikke nøjes med at skrive standarder. Vi vil støtte, at yngre forskere får de gode principper ind fra første dag i deres forskerkarriere. Derfor vil undervisning i ansvarlig forskningspraksis blive del af uddannelserne allerede på bachelorniveau, og vi arbejder på at finde en model for, hvordan adgangen til rådgivning hos erfarne forskere, som kan fungere som vejledere omkring netop dette aspekt, bliver mere smidig. Den altdominerende ide er, at de ovennævnte tiltag og den kommende diskussion vil sætte spørgsmålet om ansvarlig forskningspraksis på dagsordenen. Ønsket er, at diskussionen skal fremme en inspirerende og sandhedssøgende forskningskultur, hvor bevidstheden om ansvarlig forskningspraksis bliver en naturlig del af de daglige aktiviteter.