Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Årets underviser igen, igen, igen

For tredje gang har studerende kåret Ole Bækgaard Nielsen som Årets Underviser på Health.

11.03.2014 | Helle Horskjær Hansen

Årets underviser, professor i medicinsk fysiolog Ole Bækgaard Nielsen (th). Her er han ved prisoverrækkelsen sammen med dekan på Health Allan Flyvbjerg. Foto: AU Kommunikation Maria Randima.

Årets underviser, professor i medicinsk fysiolog Ole Bækgaard Nielsen (th). Her er han ved prisoverrækkelsen sammen med dekan på Health Allan Flyvbjerg. Foto: AU Kommunikation Maria Randima.

”Efter hver eneste af hans forelæsninger havde jeg samme fornemmelse, som jeg har efter en god film i biografen - den kunne jeg egentlig godt se igen.” Sådan lyder en af begrundelserne for, hvorfor Ole Bækgaard Nielsen er blevet Årets Underviser 2013 på Health efter en afstemning blandt de studerende. Igen. For det er faktisk tredje gang, at han løber med hæderen. Ole Bækgaard Nielsen underviser blandt andet i respirationsfysiologi. Ikke verdens nemmeste fag, hvis man spørger de studerende, men et fag, Ole Bækgaard Nielsen får formidlet på en alternativ og forståelig måde.

”Respirationsfysiologi er svær viden, men blev lige pludselig meget sjovere at lære, fordi Ole tog balloner og regnbuefarvede fjedre med. Ved at bruge forskellige hjælpemidler hjalp han os til at forstå de forskellige, komplekse emner,” skriver en studerende.

Ole Bækgaard Nielsen modtog første gang prisen som Årets Underviser i 2003. En pris, han er meget stolt af at modtage.

”Jeg bliver selvfølgeligt glad over at få tildelt sådan en pris. Jeg gør en del ud af at udvikle min undervisning, og personligt bekræfter prisen mig i, at det er rigtigt konstant at udvikle undervisningen, selvom det koster tid. Jeg kan rigtig godt lide at undervise, og jeg elsker viden,” fortæller han.

Fokus på at få de studerende med

Og hans engagement batter i de evalueringer, han har fået fra studerende i årenes løb.

”Ole er engageret, og han er i stand til at skabe mere end eget engagement. Han inddrager og fanger studerende, så det ikke bare er lærerigt, men i den grad spændende, underholdende og sat i perspektiv,” forklarer en studerende.

Netop at inddrage de studerende er væsentligt for Ole Bækgaard Nielsen.

”Jeg overvejer ofte, hvordan jeg får større interaktion med de studerende i min undervisning. Det kan være nye undervisningsformer, men det kan også være meget mere simple ting som at forberede tillægsspørgsmål, diskussionsemner etc., der kan inddrages undervejs i et undervisningsforløb,” fortæller Ole Bækgaard Nielsen.

Han har undervist i 15 år, og som erfaren underviser er han godt inde i stoffet. Derfor går en del af Ole Bækgaard Nielsens forberedelsestid med pædagogiske tiltag som at finde alternative forklaringsmodeller på problemstillinger og emner, som han oplever, de studerende har svært ved at forstå.

”Skal undervisningstiden være meningsfuld, skal de studerende - og også mig selv - helst blive klogere under forløbet. Det tror jeg, bedst kan nås med en sådan lidt Kirkegaardsk tilgang, hvor man forsøger at møde de studerende, hvor de er vidensmæssigt. Det gør jeg meget ud af,” siger han.

Det var Medicinerrådet, der overrakte Ole Bækgaard Nielsen prisen som Årets Underviser på Health. Det skete i forbindelse med arrangementet ’Faglig Dag’, der blev holdt den 7. marts 2014 på Aarhus Universitet. Med hæderen fulgte en check på 25.000 kroner.

Yderligere oplysninger

Professor Ole Bækgaard Nielsen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 7714
Mobiltelefon: 6020 2674
obn@fi.au.dk


Om Årets Underviser

Ole Bækgaard Nielsen er professor i medicinsk fysiologi ved Institut for Biomedicin, Health.
Han afsluttede sin kandidateksamen i biologi ved Aarhus Universitet i 1990 og tog sin ph.d.-grad ved Det Naturvidenskabelige Fakultet i 1993.
Ole Bækgaard Nielsens forskningsområde handler om musklers evne til at kunne opfange aktiverende signaler fra hjernen og omsætte dem til bevægelser.

Navnenyt, Alle grupper, Health, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet