Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitets flagskib i hjertet af Folkemøde

Begejstring, eftertænksomhed, latter, undring og skarpe diskussioner. Der var plads til det hele, da knap 6000 gæster besøgte Aarhus Universitets forskningsskib, Aurora, under Folkemødet i Allinge.

16.06.2015 | Peter Bondo

Aarhus Universitets Forskningsskib, Aurora, lå helt centralt i Allinge Havn under Folkemødet, 2015. Foto: Peter Bondo.

Biologistuderende Thor Joensen, Aarhus Universitet, fortæller en måske kommende biologistuderende om muslingernes liv. Foto: Peter Bondo.

Der var ofte lang kø for at komme ombord på Aurora, hvor gæsterne kunne deltage i en lang række aktiviteter og debatter. Foto: Peter Bondo.

Der var fuldt hus under debatterne på dækket af Aurora og mange tilhørere fulgte diskussionerne fra kajen. Foto: Peter Bondo.

Centralt placere i havnen var Aurora det synlige midtpunkt i Folkemødet, der blev afholdt på solskinsøen Bornholm for femte år i træk.

Uddannelse

Torsdag dannede dækket af Aurora rammen for hele tre debatter om kvaliteten i de danske uddannelser fra grundskolen til de videregående uddannelser.

Aarhus Universitet havde indbudt er række eksperter til at sætte fokus på ambitionerne for den målrettede grundskole og elevernes faglighed.

Andre eksperter gav sit bud på, hvilke kompetencer, vi ønsker for vores fremtidige gymnasieelever – og hvordan vi sikrer det.

Endelig diskuterede repræsentanter fra bl.a. Aarhus Universitet, Dansk industri, Tænketanken DEA og Dansk Magisterforening, hvordan vi sikrer både fordybelse og erhvervssamarbejde med rod i en stærk faglighed for de studerende på Danmarks videregående uddannelser?

Oplev havet

Fredag indbød universitetet sammen med Verdensnaturfonden Folkemødets mange gæster til at komme og opleve havet.

På dækket af Aurora, kunne man føle og mærke på dyr og planter fra havet. Der var smagsprøver af bæredygtige fisk og rejer. Nordisk tang fortalte, hvordan man selv laver tangpesto og lækre tangkrydderier. Og gennem hele dagen var der i skibets messe foredrag om alger, bæredygtigt fiskeri og invasive arter.

Ind under aften diskuterede en række eksperter havets fremtid og udfordringer. En af konklusionerne var, at der skal være meget mere synlighed og forståelse blandt befolkningen for alt det, der sker under havets overflade. Og der er ingen tvivl om, at arrangementet fredag på Aurora, der alene trak 2600 gæster, var vigtigt skridt i den retning.

Både torsdag og fredag aften fik det Aarhusianske band Total Hip Replacement skibet og en stor del af kajen i Allinge havn til at vugge i næsegrus begejstring over de unge musikeres livsglade musik. Der var dømt Folkemødefest, når det er bedst.

Fødevarer, velfærd og politisk mistro

Fra tidligt lørdag morgen var der fokus på, hvordan nye teknologier på godt og ondt i disse år ændrer emner som ”pleje”, ”at være patient”, ” og at være sundhedsprofessionel”.

Senere inviterede Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet, nysgerrige til en smagfuld workshop, hvor man kunne smage og bedømme nogle af de produkter, der lige nu forskes i på Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

Professor Derek V. Byrne fra Institut for Fødevarer udførte faktiske et forskningsprojekt om bord på Aurora, da gruppen lavede undersøgelser af de fremmødte.

Fra fødevarer sprang aktiviteterne til en diskussion om emnet lov, ret og sund fornuft før dagen rundede af med en aktuel debat om, hvorfor vælgerne har mistet tilliden til politikerne?

På Folkemødets sidste dag, søndag,  slog Aurora portene op for alle, der havde lyst til en rundvisning på Danmarks nyeste forskningsskib. Et tilbud som rigtig mange tog i mod igen i år.

Der er meget stor interesse for at opleve, hvordan et sådan specialskib agerer for at løse en række komplicerede forskningsspørgsmål.

Det gode skib, Aurora, var på Bornholm i sandhed rammen om en farverig palet af aktiviteter, der bærer Aarhus Universitets stempel og var et værdigfuldt og fyldigt bidrag til det kulturelle, oplysende og debatterende folkemøde.

Og Aurora selv? Ja hun har lagt de mange fodtrin af videbegærlige gæster bag sig, har lettet anker og er allerede draget ind i Østersøen for at aflure nye hemmeligheder under et nyt forskningstogt, der måske kan formidles videre til videbegærlige borgere til næste Folkemøde. 

Arrangement, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet