Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Akkrediteringspanelet kom forbi – svaret får vi til sommer

I starten af november kom akkrediteringspanelet på sit andet og sidste besøg på AU. På Health blev der stillet skarpt på kvalitetssystemet på odontologi og kandidatuddannelsen i sygepleje. Den endelige afgørelse falder i juni 2017.

14.11.2016 | Mette Louise Ohana

Odontologi var et af de steder, der blev set efter i sømmene. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Odontologi var et af de steder, der blev set efter i sømmene. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Endnu engang er Healths og resten af universitetets kvalitetssystem blevet endevendt, da akkrediteringspanelet lagde vejen forbi universitetet i uge 44. Her gik panelet i dybden med 15 udvalgte uddannelser. På Health havde de udvalgt odontologi og kandidatuddannelsen i sygepleje.

”Besøget forløb fint, og panelet var meget venligt. Vores gode fornemmelse kan dog ikke give os noget fingerpeg om resultatet. Vi ved, at andre uddannelsesinstitutioner, som tidligere er blevet betinget akkrediteret, også havde en positiv oplevelse af deres panelbesøg, så vi må vente i spænding,” fortæller Charlotte Ringsted, prodekan for uddannelse på Health.

Stor tak til alle 

Forud for besøget har der ligget et stort arbejde med at dokumentere det system, fakultetet har til at sikre uddannelsernes kvalitet. Derudover har både ledere, medarbejdere og studerende leveret et stort bidrag til selve besøget.

”Vi har haft to uddannelser i ilden, som begge har nyansatte institutledere på posten, og de har klaret det fremragende. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de medarbejdere, der har været involveret, og også de mange studerende, som har deltaget i interviews. Jeg ved, nogle studerende er kommet fra København for at deltage. Jeg sætter meget stor pris på alles indsats,” siger Charlotte Ringsted.

Til marts modtager AU Akkrediteringsrådets rapport til høring. Rapporten er en samlet vurdering af universitetets kvalitetssystem, og universitet kan enten blive positivt akkrediteret, betinget akkrediteret eller få afslag. Den endelige afgørelse falder til juni 2017.

Læs mere om konsekvenserne af de tre mulige udfald.


Yderligere oplysninger

Prodekan for uddannelse Charlotte Ringsted 
Health, Aarhus Universitet
Mobil: (+45) 9350 8222
Mail: charlotte.ringsted@au.dk

 

 

Administrativt, Videnskabelig medarbejder, Institut for Odontologi, Health, Uddannelse, Teknisk/administrativ medarbejder, SKT, Studerende, IOOS, Ph.d.-studerende