Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Antidepressiv medicin frikendes for at give hjerteflimmer

Det er ikke antidepressiv medicin, der er skyld i hyppig hjerteflimmer blandt deprimerede. Det konkluderer forskere fra Aarhus Universitet i et stort registerstudie, der også peger på, at årsagen til hjerteflimmer kan være utilstrækkeligt behandlet depression.

08.12.2018 | Helle Horskjær Hansen

Forskerne fra Aarhus Universitet har, i samarbejde med en forskergruppe i Seattle, kombineret data fra CPR-systemet, Lægemiddelregisteret, Landspatientregisteret og Sygesikringsregisteret. Foto: Colourbox

Forskerne fra Aarhus Universitet har, i samarbejde med en forskergruppe i Seattle, kombineret data fra CPR-systemet, Lægemiddelregisteret, Landspatientregisteret og Sygesikringsregisteret. Foto: Colourbox

Over 400.000 danskere har inden for det sidste år indløst en recept på antidepressiv medicin, medicin som er blevet kædet sammen med en øget risiko for hjerteflimmer. Nu viser et studie blandt mere end 785.000 danskere, som begyndte behandling med antidepressiv medicin i perioden 2000-2013, at medicinen ikke er synderen.

”Studiet bekræfter ganske vist, at personer i antidepressiv behandling i de første uger får diagnosticeret hjerteflimmer mere end tre gange så hyppigt som andre, men det viser også, at deres hyppighed er endnu højere, før de bliver behandlet med antidepressiv medicin. Derfor er det ikke rimeligt at tro, at det er antidepressiv medicin, der forårsager denne hyppige hjerteflimmer, der især rammer hjertets forkamre,” siger ph.d.-studerende og seniorstatistiker, Morten Fenger-Grøn fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, der har ledet studiet.

Studiet ”Depression, antidepressants, and the risk of non-valvular atrial fibrillation: A nationwide Danish matched cohort study,” der er seneste resultat af et samarbejde mellem forskere fra Aarhus Universitet og en forskergruppe i Seattle, USA, er blevet offentliggjort i det hjertemedicinske tidsskrift European Journal of Preventive Cardiology.

Hjerteflimmer er i forvejen en hyppig lidelse, der rammer op til hver tredje dansker, og selv om lidelsen ikke altid giver oplagte symptomer, er tilstanden forbundet med øget risiko for en række alvorlige komplikationer, specielt blodpropper i hjernen.

”Det er ikke utænkeligt, at psykiske problemer kan forårsage både hjerteflimmer og andre hjertelidelser, så årsagen til den særligt høje forekomst af hjerteflimmer i tiden før behandling med antidepressiv medicin kunne være, at depression i sig selv forstyrrer hjerterytmen. I så fald kunne vores resultater tolkes, som om antidepressiv behandling ikke blot er ufarlig, men faktisk en del af løsningen på problemet,” fortæller Morten Fenger-Grøn.

Kontakter sundhedsvæsenet af andre årsager

Han peger dog på, at det langt fra er den eneste mulige tolkning af resultaterne:

”At hjerteflimmer ikke altid opdages med det samme gør tilstanden udfordrende både klinisk og forskningsmæssigt. Vi ser ofte, at personer, der henvender sig til sundhedsvæsenet om noget helt andet, har en øget sandsynlighed for at få diagnosticeret hjerteflimmer, de har gået med et stykke tid – og i vores studie viser vi, at det kan være en betydelig del af forklaringen på en høj forekomst af hjerteflimmer blandt personer, der sættes i antidepressiv behandling.”

Forskerne bag undersøgelsen understreger, at deres resultater alene omhandler hjerteflimmer, der rammer hjertets forkamre.

”Det kan stadig være relevant, at visse typer af antidepressiv medicin er kædet sammen med øget risiko for andre former for forstyrrelser af hjerterytmen, som også kan være alvorlige, men heldigvis langt sjældnere end flimmer i forkamrene,” siger Morten Fenger-Grøn.

Bag om resultatet

Studiet er et landsdækkende registerstudie. I studiet sammenlignes 785,254 personer, der i perioden 2000-2013 indledte behandling med antidepressiv medicin, med en 1:5 matchet stikprøve af ikke-behandlede danskere med tilsvarende køn og alder.

Studiet er finansieret af Lundbeckfonden, og Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond.

Læs ”Depression, antidepressants, and the risk of non-valvular atrial fibrillation: A nationwide Danish matched cohort study

Kontakt

Ph.d.-studerende og seniorstatistiker, Morten Fenger-Grøn
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet
mfgr@ph.au.dk
Mobil: 27 45 60 59

Forskning, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Ph.d.-studerende, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder, Teknisk/administrativ medarbejder