Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-forsker får international pris for ny skanningsmetode

Christoffer Laustsens forskning i en ny MR-skanningsteknik opnår nu international anerkendelse med en pris, der giver optagelse i det Internationale Selskab for Magnetisk Resonans.

26.05.2016 | Ida Kellemann Thomsen

Christoffer Laustsens forskning opnår nu international anerkendelse med en pris, der giver optagelse i det Internationale Selskab for Magnetisk Resonans.

Christoffer Laustsens forskning opnår nu international anerkendelse med en pris, der giver optagelse i det Internationale Selskab for Magnetisk Resonans.

Adjunkt på Institut for Klinisk Medicin og MR-centret, Christoffer Laustsen, har modtaget ISMRM Junior Fellow of the Society-prisen. Det skete i forbindelse med det Internationale Selskab for Magnetisk Resonans’ 24. årsmøde i Singapore, hvor Christoffer Laustsen også fremlagde sine forskningsresultater.

Prisen gives til unge forskningstalenter, som ifølge ISMRM har ”enestående kvaliteter og fremtidsudsigter og rummer et særligt potentiale for at kunne hjælpe Selskabet med at opfylde dets videnskabelige og uddannelsesmæssige mission”. Prisen udnævner ham til ”Junior Fellow”, og dermed en del af en eksklusiv gruppe af unge, internationale forskere.

En sensitiv skanner

Christoffer Laustsen forsker til dagligt på MR-forskningscentret, hvor han er involveret i udviklingen af en ny type skanning. Teknikken hedder MR-hyperpolarisering, og er en ny, magnetisk skanningsmetode, der øger følsomheden af skanningen med mere end 10.000 gange. Med hyperpolariserings-skanneren kan man herfor, helt uden at gøre skade, følge stofskifte-ændringer i kroppens celler, mens de foregår, forklarer Christoffer Laustsen.

”Vi forventer, at den nye skanningsmetode vil revolutionere MR-undersøgelser af patienter i fremtiden. Det er specielt muligheden for at følge effekten af behandlinger på en ufarlig og ekstremt sensitiv måde, der har lovende resultater,” fortæller Christoffer Laustsen.

Metoden har ind til videre været en succes inden for mange sygdomsfelter, blandt andet kræft, diabetes, hjerne-, hjerte-, lever- og nyresygdomme. Christoffer Laustsen er stolt af anerkendelsen af hans og MR-centrets arbejde, og håber, at optagelsen i ISMRM vil hjælpe ham med at profilere sit arbejde i MR-hyperpolarisering yderligere.

Yderligere oplysninger:

Adjunkt, Christoffer Laustsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, MR-Forskningscentret
Direkte telefon: 7845 6139
Mobil: 2443 9141
cl@clin.au.dk

Navnenyt, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende, Offentligheden/Pressen, Forskningsårsstuderende