AU-forsker får international pris for præsentation af ph.d.-artikel om stress

Ph.d.-studerende Anders Prior fra Aarhus Universitet blev hædret med ”Junior Award” ved den årlige konference for det britiske Society for Academic Primary Care. Som dansker snuppede han prisen ”på udebane” for næsen af sine mange britiske kolleger med sin præsentation om stress og multisygdom.

13.07.2016 | Lone Niedziella

Den britiske forening ”Society for Academic Primary Care” afholdte sin årlige konference i Dublin i begyndelsen af juli måned. Her løb Anders Prior med ”Junior Award” for sin fremragende præsentation af et spritnyt studie om selvopfattet stress, multisygdom og potentielt forebyggelige indlæggelser.

Det nye studie er en del af hans ph.d.-forløb, og den videnskabelige artikel ”Perceived stress, multimorbidity, and risk for hospitalizations for ambulatory care-sensitive conditions: a population-based cohort study” er i øjeblikket i trykken og forventes publiceret i løbet af sommeren.

”Prisen er ikke bare et personligt skulderklap til mig. Det er også en synlig anerkendelse af, at kollegerne ude i verden bemærker den forskning, som vi laver i min forskningsgruppe. At vi gør en forskel”, siger Anders Prior, som glæder sig til at nå endnu længere ud med sine forskningsresultater i den kommende tid.

Ud over æren ved udnævnelsen fik Anders Prior nemlig et rejselegat og betalt tilmeldingsgebyr til den store årlige konference for North American Primary Care Research Group (NAPCRG) i Colorado Springs i USA. Derudover sikrer prisen ham en plads i spotlightet som ”invited speaker” ved NAPCRG-konferencen i november 2016.

Yderligere oplysninger

Ph.d.-studerende Anders Prior
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Forskningsenheden for Almen Praksis & MEPRICA
Fastnet: 8716 7948
Mobil: 2299 3713
E-mail: anders.prior@ph.au.dk

Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Meprica, Meprica, Bevillinger og priser