Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU indtræder i europæisk netværk for forskningsintensive universiteter

Aarhus Universitet styrker indflydelsen på europæisk forskningspolitik gennem nyt universitetsnetværk.

23.11.2016 | Anders Correll

Aarhus Universitet indtræder i netværket The Guild for forskningsintensive universiteter. Foto: Lars Kruse

Aarhus Universitet har valgt at træde ind i et nyt europæisk netværk af 18 forskningsintensive universiteter.

Netværket, The Guild of European Research Intensive Universities, blev lanceret den 21. november ved en stor konference i Bruxelles. Netværket skal arbejde for, at Europa fortsat har fokus på at skabe ny viden.

Prorektor for Aarhus Universitet, Berit Eika, ser mange muligheder med det nye netværk: ”Fremragende forskning og innovation baserer sig altid på samarbejde. Vi styrker relationerne til andre stærke universiteter og synliggør på den måde også den fremragende forskning, som bedrives ved Aarhus Universitet. Og så skal vi udvikle nye måder at samarbejde med det omgivende samfund,” siger hun.

Gennem medlemskabet af The Guild får Aarhus Universitet bedre mulighed for at trække på erfaringer fra andre lande, og kan sammen med de øvrige universiteter sætte stærkere et fokus på forskningens rolle i udviklingen af det internationale samfund.

”I andre dele af verden investeres der i disse år massivt i forskning, innovation og uddannelse. Derfor er det nødvendigt, at Europa er i stand til at matche den udvikling, så vi også på den lange bane skaber den viden, som er forudsætningen for vækst og jobskabelse. Gennem det nye netværk får vi f.eks. langt bedre mulighed for at påvirke beslutningerne om, hvordan EU’s nye rammeprogram for forskning og innovation kommer til at se ud,” siger prorektor Berit Eika.

Lanceringen af The Guild har fået mange positive ord med på vejen af EU-systemet, der ser det som en klar fordel at kommunikere samlet med 18 toneangivende forskningsintensive universiteter, når den fremtidige forskningspolitik skal udformes.         

 

 

 

 

Forskning, Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab, Politik og strategi, Ekstern målgruppe