Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AU-studenteriværksættere stærkt repræsenteret på festival

Mange AU-studerende var mødt op, da Studentervæksthus Aarhus sammen med DOKK1 og Aarhus Festuge samlede byens start-ups til Iværksætterfestival 2016.

05.09.2016 | Camilla Schrøder

Iværksætterfestival 2016

DOKK1 var torsdag den 1. september omdannet til arbejdsplads for iværksættere. FOTO: Maria Randima

Mange AU-studerende var mødt op til Iværksætterfestivial 2016. FOTO: Maria Randima

Det emmede af kreativitet og start-up ånd på DOKK1, der torsdag var omdannet til arbejdsplads for alle byens iværksættere i anledning af Iværksætterfestivalen 2016.

Blandt de mange gæster var AU’s studenteriværksættere mødt talstærkt op. En af dem var Morten Bisbo, som for nylig har afsluttet sin cand.it. i informationsvidenskab fra Aarhus Universitet. Han har under sit studie været med til at stifte firmaet Brand By Hand, der laver hjemmesider og webshops. Han kalder det hårdt, men absolut muligt at forene iværksætterdrømmen med et studie.

”Det var især under specialeprocessen svært at få tingene til at hænge sammen. Det krævede rigtig meget koordinering”, lyder det fra Morten Bisbo, som holder til i Studentervæksthus Aarhus.

Det tilhørsforhold har hjulpet ham undervejs. ”Jeg har brugt huset meget og søgt hjælp og vejledning undervejs. Selvom det var krævende, er det fedt at komme ud på den anden side – det kan godt lade sig gøre”, lyder det fra Morten Bisbo, der i øvrigt kalder arrangementet en god mulighed for at møde andre iværksættere og skabe kontakt til nye samarbejdspartnere.

Se Morten Bisbo og andre AU-iværksættere på DOKK1

Aarhus Universitet ser med stor begejstring på det iværksættermiljø, der blomstrer i Aarhus og regionen, og som AU-studerende er en stor del af.

”Som universitet har vi en vigtig opgave med at sikre de bedste betingelser for de studerende, der formår at kombinere studiet med iværksætteri. Det kræver både stort talent, en dedikeret indsats og hårdt arbejde at udvikle en karriere parallelt med studiet. Det er noget, vi kommer til at arbejde endnu mere målrettet med at støtte op om i fremtiden”, siger prorektor Berit Eika og sender samtidig en ros til Aarhus Studentervæksthus for en markant indsats for at fremme iværksættermiljøet blandt studerende.

Det anslås, at der er omkring 750 iværksættere i alt tilknyttet de forskellige iværksættermiljøer ved Aarhus Universitet. Der findes dog ikke et samlet overblik over antallet af AU-iværksættere, da meget tyder på, at der er en vis andel studenteriværksættere, som ikke er tilknyttet et af universitetets startup-miljøer.

I Studentervæksthus Aarhus har der siden 2009 været omkring 415 AU-studerende indskrevet. Der er plads til 75 virksomheder, og pt. er der få ledige pladser. Ud over dem med fast gang i huset, er der også en bredere skare af studerende, som har tilknytning til Studentervæksthuset via husets åbne iværksætter-workshops, morgenmøder og konferencer.  

Arrangement, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Enhedsadministration