Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Blokaden af Kvalitetsudvalgets møde i Stakladen

Udtalelse fra rektor Brian Bech Nielsen på vegne af universitetsledelsen efter gårsdagens blokade

27.11.2014

Foto: Maria Randima

På vegne af universitetsledelsen vil jeg gøre det klart, at vi på Aarhus Universitet ikke kontakter politiet, medmindre det er sidste udvej.

Som blokaden udviklede sig i går, så vi ikke andre muligheder, da blokadevagterne forhindrede studerende, medarbejdere og gæster i at deltage i en konference om uddannelsespolitik arrangeret af Kvalitetsudvalget – og dermed gøre brug af deres demokratiske ret til at diskutere uddannelse og undervisning. Kvalitetsudvalgets konference var åben for alle interesserede, og ”Et andet universitet” har kunnet tilmelde sig konferencen på linje med de øvrige deltagere.

Forud for konferencen og selve anmeldelsen havde Aarhus Universitet gjort det klart for repræsentanter fra ”Et andet universitet”, at vi ikke ville acceptere en blokade af konferencen i Stakladen.

Vi har derimod opfordret dem til at lave en demonstration foran mødelokalet og give deres mening til kende ad denne vej, fremfor at lave en blokade.

I forbindelse med Kvalitetsudvalgets konference opfordrede vi blokadevagterne til at lade folk komme ind i lokalet. Det samme gjorde en repræsentant for politiet. Vi holdt løbende blokadevagterne informeret om, hvornår vi tilkaldte politiet, og hvad konsekvensen i sidste instans kunne være. I den forbindelse opfordrede vi igen blokadevagterne til at lade folk uhindret benytte dørene til Stakladen.

Situationen blev optrappet, da mødedeltagerne efter at have ventet i mere end en time forsøgte at få adgang til mødet ad alternative indgange. Her blev flere medarbejdere og mødedeltagere klemt og skubbet af tilløbende blokadevagter, og derfor var der ingen anden løsning end at bede politiet om at opløse blokaden.

Det er en alvorlig sag at tilkalde politiet, og det er bestemt kun noget, vi gør som sidste udvej. Første gang var, efter at ”Et andet universitet” havde holdt rektoratsgangen blokeret i seks dage og dermed forhindret medarbejdere i at komme ind på deres kontorer og udføre deres arbejde. Også her havde vi løbende drøftelser med blokadevagterne om at få ophævet blokaden, og vi opfordrede dem i stedet til at fortsætte deres aktion foran eller andetsteds i bygningen. Det var de ikke villige til, og derfor blev politiet til sidst bedt om at sikre, at alle medarbejdere igen kunne få adgang til deres kontorer.

Vi har flere gange haft større demonstrationer i rektoratsbygningen og i Stakladen, hvor studerende har afleveret budskaber til f.eks. ledelsen eller regeringen. Det er et sundhedstegn, og det er kun godt, at studerende på AU er engageret i deres uddannelse og deres universitet.

I forbindelse med studenteraktioner er vi derfor villige til at strække os meget langt, før vi overdrager en sag til politiet. Når det først er sket, så er det politiet, der styrer begivenhederne. Det er derfor også politiet,der rejser sigtelse mod de 19 blokadevagter, som fuldt informeret om konsekvensen heraf valgte ikke at opløse blokaden frivilligt.

Universitetet, dets medarbejdere og studerende er en del af samfundet, og vi er alle underlagt præcis de samme demokratiske regler om husfredskrænkelser og mødeafholdelse som andre.

Det er meget beklageligt, at politiet skulle involveres for at opløse blokaden. Dialog er den eneste farbare vej frem, og jeg tager meget gerne et møde med repræsentanter fra "Et andet universitet" eller andre, som måtte ønske det.

Uanset hvad, så forventer vi, at de demokratiske spilleregler overholdes, og at folk frit kan deltage i debatmøder og ytre sig.

Politik og strategi, Administration (Faglighed), Alle grupper, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Administrativt, Alle AU-enheder