Det kan betale sig at forske videre i brugerinddragelse, viser implementerings-projektet ”Det Brugerinddragende Hospital”. Ud over større tilfredshed hos patienter og personale er der nye lettere arbejdsgange at hente, uden at det koster ekstra.

10.10.2017 | Nanna Jespersgård

”Mange troede, de vidste, hvad deres patienter ønskede, men det var ikke altid tilfældet. Til gengæld har det vist sig, at afdelinger kan honorere deres patienters virkelige ønsker, uden at det koster tid og penge”.

Sådan sammenfatter ph.d., postdoc Marianne Jørgensen to væsentlige konklusioner i det netop afsluttede implementeringsprojekt ”Det brugerinddragende hospital”, hvor Marianne Jørgensen sammen med postdoc Charlotte Pedersen og professor Kirsten Lomborg står bag evalueringen af projektets første del, som blev gennemført på Aarhus Universitetshospital.

Projektet har kørt de sidste to år på 18 afdelinger af Aarhus Universitetshospital i samarbejde med Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) og Aarhus Universitet. Målet med projektet har været at udvikle og implementere brugerinddragende indsatser baseret på en af to metoder: Fælles beslutningstagning eller brugerstyret behandling.

Ikke overraskende, men nok så væsentligt er en gennemgående konklusion, at brugerinddragelse fører til, at patienter i højere grad oplever, at der spørges ind til deres præferencer, at de har mulighed for at påvirke beslutninger i deres behandlingsforløb, og at de nye tilgange fra personalets side er generelt nyttige.

Klinikerne spiller en afgørende rolle

”Det har været afgørende, at det er klinikerne selv, der tilrettelægger de nye arbejdsgange i dialog med deres patienter. Der ligger megen motivation i at lytte til patienternes udlægning af, hvad der fungerer godt og mindre godt,” siger Marianne Jørgensen.

”Samtidig har det vist sig, at brugerinddragelse i nogle tilfælde fører til, at faste konsultationer bør afvikles med længere tidsintervaller eller helt sløjfes, vel at mærke uden at den sundhedsfaglige kvalitet daler,” tilføjer hun.

Professor Kirsten Lomborg nævner som eksempel en gruppe patienter i mave-tarm-kirurgien, der i faste intervaller har været indkaldt til operation for spiserørsforsnævring. Da man begyndte at spørge patienterne, kom der nyttige overvejelser på bordet.

”Bl.a. viste det sig, at patienterne oplevede at få forskellige svar på, hvor tit man ud fra en faglig vurdering bør operere, og det gjorde dem utrygge,” siger Kirsten Lomborg.

”Patienterne undrede sig desuden over usmidige arbejdsgange, hvor de ofte skulle bruge hele dagen på den relativt simple operation. På den baggrund ændrede mave-tarm-kirurgien sine arbejdsgange, så personalet i stedet begyndte at oplære patienterne i at registrere deres egne symptomer, så de selv kunne vurdere behovet for næste spiserørsudvidelse. Man effektiviserede desuden selve operationsforløbet,” siger Kirsten Lomborg.

Lad patienterne medbestemme

Som et andet eksempel på en praksisændring i patienternes interesse nævner Marianne Jørgensen Medicinsk Endokrinologisk Afdeling MEA, hvor et nyt elektronisk spørgeskema-koncept, DiabetesFlex, klæder patienterne på til selv at afgøre, om de har brug for at møde fysisk ind til næste programsatte konsultation. Konceptet er beskrevet af både ansatte og en diabetespatient i en video, som ViBIS står bag.

”Den nye praksis på MEA medførte i første omgang, at to tredjedele af diabetespatienterne valgte noget andet end den vanlige konsultation. De foretrak enten at klare deres tvivlsspørgsmål pr telefon, eller de aflyste konsultationen. Sideløbende har personalet erfaret, at de får en helt anden viden om patienterne, når de betragter brugerinddragelse ikke bare som middel, men som selve målet med behandlingen,” siger Marianne Jørgensen og tilføjer, at der nu bliver gennemført et RCT for at undersøge effekten og betydning af systematisk at involvere diabetespatienterne.  

Erfaringer med processer

Ift. effektmåling er det en erfaring, at man tidligt i processen skal afklare, hvad der meningsfuldt kan og skal måles og dokumenteres, og hvordan det præcist skal gøres. Det er særlig vigtigt på de afdelinger, hvor tallene er små, og kvantitative data derfor ikke giver megen mening. Kirsten Lomborg tilføjer, at evidens er én ting, noget andet er respekten for hver enkelt patients selvbestemmelse:

”Det ene udelukker ikke det andet, og der er brug for meget mere viden om, hvordan de forhold hænger sammen. Det er noget af det, som vi håber, der vil blive forsket mere i, så lad det være vores opfordring til forskningsmiljøerne på Institut for Klinisk Medicin: Gå videre med det her. Vi ved, at der er meget at hente!”

---

Resultaterne i stikord

• Patienter oplever, at brugerinddragende indsatser reelt fører til, at de faktisk inddrages i behandlingsforløb på en ny og bedre måde. De oplever, at der spørges til deres præferencer, og de karakteriserer personalets nye tilgange til beslutningsstøtte som nyttige.
• Medarbejdere oplever, at de får større fælles forståelse for brugerinddragelse. De tilkendegiver, at de i stigende grad er begyndt systematisk at støtte patienter i at have indflydelse på deres egen behandling.
• Ressourceforbruget ved brugerinddragelse er ikke større. Der er tegn, men ikke evidens for, at det i nogle tilfælde kan være mindre, men det skal undersøges nærmere.
• For flere informationer se evalueringsrapporten og den fulde projektbeskrivelse.

 

Kontakt:

Ph.d., adjunkt Marianne Johansson Jørgensen
Institut for Klinisk Medicin
Mail: mjj@clin.au.dk

Professor Kirsten Lomborg
Institut for Klinisk Medicin
Mail: kl@clin.au.dk