I august 1943 var der røre i de danske gader. Urolighederne endte med, at regeringen og kongen nedlagde arbejdet. Inden da havde regeringen forgæves forsøgt at skabe ro blandt andet af frygt for en kommunistisk magtovertagelse.

26.08.2013 | Helge Hollesen

Af Helge Hollesen

Da oprøret ulmede i de danske provinsbyer for 70 år siden i august 1943, var det ikke med krav om, at regeringen skulle gå af. Demonstrationer og strejker var rettet direkte mod den tyske besættelsesmagt.

Det fastslår besættelseshistorikeren Niels Wium Olesen fra Aarhus Universitet med den tilføjelse, at der dog var ledende folk i modstandsbevægelsen, der ønskede regeringens afgang og måske håbede på, at det ville blive resultatet af urolighederne.

”Men så sent som i juni 1943 var der i illegale blade krav om en ny regering ledet af valgte politikere i modsætning til den daværende statsminister Erik Scavenius, der ikke var valgt. Der var dog ikke et krav om, at samarbejdet skulle ophøre. Der skulle bare være et mindre følgagtigt samarbejde med tyskerne end det Scavenius praktiserede,” forklarer Niels Wium Olesen.

Danske politikere undrede sig over befolkningen

Som mange danskere troede de ledende politikere, at krigen snart ville slutte, fordi tyskerne var på tilbagetog både på Østfronten og Sicilien (Italien?).

”Derfor reagerede de på urolighederne med undren over, at danskerne ikke havde tålmodighed til at vente på afslutningen af krigen,” siger Niels Wium Olesen.

Augustoprøret forløste års ydmygelser

Under tysk pres kom politikerne støttet af fagbevægelsen og arbejdsgiverne med indtrængende henstillinger om at stoppe urolighederne, og dansk politi blev sat til at holde ro i gaderne.

”Opfordringerne til ro og orden hjalp dog ikke, så man kan godt sige, at politikerne mistede grebet om befolkningen, eller i hvert fald om den del, der tog del i gadeprotesterne,” konstaterer Niels Wium Olesen.

Frygt for kommunisterne

Politikernes reaktion var ikke kun dikteret af forholdet til besættelsesmagten. For det, der udspandt sig i gaderne i den danske provins, blev i høj grad drevet frem kommunister.

”Blandt politikerne opstod en overdreven, nærmest paranoid frygt for et kommunistisk forsøg på magtovertagelse, så deres reaktion handlede i høj grad også om, hvilket samfund Danmark skulle være efter krigen,” siger Niels Wium Olesen.

Da tyskerne stillede krav om militær undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage, var der hos nogle regeringsmedlemmer overvejelser om at acceptere kravene af hensyn til befolkningens sikkerhed.

”Det er dog usikkert, hvor seriøse de overvejelser var, og da det såkaldte 9-mandsudvalg i Rigsdagen ikke ville gå ind på kravene, tog regeringen det til efterretning og nedlagde så at sige arbejdet,” forklarer Niels Wium Olesen.

Det samme gjorde kong Christian den 10.

”Men han gik ikke af, for det kunne måske efter krigen skabe diskussion, om Danmark fortsat skulle være et monarki,” lyder historikerens vurdering.

Et spørgsmål om befolkningens tillid

Niels Wium Olesen ser regeringens nej til tyskerne som et udtryk for en demokratisk og humanistisk holdning.

”Men bestemt ikke kun det. Det var også et spørgsmål, om politikerne kunne bevare befolkningens tillid i et befriet Danmark, hvis de accepterede at henrette danske statsborgere. Den overdrevne frygt for, at kommunisterne skulle overtage magten, spillede også ind,” uddyber Niels Wium Olesen.

Danske politikere var i krig på to fronter

Når regeringen valgte at holde op med at fungere, er det i høj grad med øje på tiden efter krigen, mener Niels Wium Olesen.

”Indtil den 29. august gjaldt det for regeringen om at finde en balance: Hvor lidt kan vi give tyskerne for at kunne bevare magten af hensyn til danske interesser? Med tyskernes krav især om dødsstraf tippede den balance,” fastslår Niels Wium Olesen.

Vil ikke tale om samarbejdspolitik

Regeringens beslutning er i eftertiden set som et brud med en samarbejdspolitik, der i de senere år har fået en negativ klang. Derfor vil Niels Wium Olesen heller ikke bruge den betegnelse på det dansk-tyske forhold.

”Jeg foretrækker i stedet at beskrive, hvad der foregik. Blandt besættelseshistorikere er der i dag også en stigende utilfredshed med de begreber, vi arbejder med. De giver nogle problemer, fordi samarbejdspolitik har været et forholdsvis neutralt begreb i mange år, som nu har fået en klang af magelighed,” mener Niels Wium Olesen.

Læs Danmark arbejdede ikke sammen med besætterne

”Det er bestemt muligt at kritisere det politiske system under besættelsen, men når man i dag taler om samarbejde, bliver det lidt nemt at affeje politikerne som kollaboratører. Det er en skam, for det lukker for en forståelse af, hvad der sker i et demokrati under pres, som det var tilfældet under den tyske besættelse.”

Læs mere om besættelsen af Danmark og august 1943 på danmarkshistorien.dk