Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Danske forskere skal finde veje forbi hjernens forsvarsmekanismer

Forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet tager del i et stort europæisk forskningskonsortium, som har til formål at finde nye måder at behandle hjernelidelser på. Konsortiet er finansieret af en bevilling på 67 mio. kr. fra EU’s Innovative Medicines Initiative.

13.02.2019 | Simon Byrial Fischel

Foto: Colourbox

Lektor Morten Schallburg Nielsen er med til at lede den danske indsats i forskningskonsortiet IM2PACT, som modtager 15 mio. kr. til forskning i nye måder at behandle hjernesygdomme.

Et stort problem i behandlingen af hjernesygdomme er at få lægemidler ind i hjernen og virke. Årsagen er den såkaldte blod-hjerne-barriere, som forhindrer ukendte og skadelig stoffer i at trænge ind i hjernen og gøre skade. Forsvarsmekanismen er dog så effektiv, at den samtidig blokerer for de lægemidler, som forventes at virke mod sygdomme i hjernen.

IM2PACT er navnet på det nye forskningskonsortium, som skal forsøge at løse denne udfordring. Den danske deltagelse i konsortiet er ledet af lektor Morten Schallburg Nielsen fra Aarhus Universitet og professor Birger Brodin fra Københavns Universitet.  Sammen med H. Lundbeck A/S skal de udvikle stamcellemodeller af blod-hjerne-barrieren, der i sidste ende skal gøre forskerne klogere på, hvordan den kan omgås. De danske institutioner modtager 15 mio. kr. ud af den samlede bevilling til IM2PACT.

Konsortiet er en del af EU’s Innovative Medicines Initiative og består af i alt 27 offentlige og private partnere fra hele Europa. Foruden Aarhus Universitet og Københavns Universitet deltager blandt andre University of Oxford og medicinalvirksomheder som Novo Nordisk, Pfizer og Novartis.

Læs mere om projektet i pressemeddelelserne fra Københavns Universitet og Oxford University.

 

Kontakt
Lektor Morten Schallburg Nielsen
Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Mail: mn@biomed.au.dk
Telefon: 28 99 23 87

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Forskning, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Offentligheden/Pressen