Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

DEBAT: Styrk grundforskningen og behold uddannelserne

Måske er det så selvindlysende, at det ikke længere er nogen nyhed. Grundforskning er grundlaget for vækst - også inden for Life Sciences. Det skriver de fire sundhedsdekaner i Børsen 16. maj.

15.05.2017

Af sundhedsdekanerne Ulla M. Wewer, KU, Lars Bo Nielsen, AU, Ole Skøtt, dekan, SDU og Lars Hvilsted Rasmussen, AAU.

Hvis vi vil udnytte mulighederne i de store datamængder og teknologier, udvikle nye måder at behandle sygdomme på og ikke mindst bidrage til det sunde liv, når mange af os runder de 90 år, kræver det mere end nogensinde før, at Danmark investerer i grundforskning og "teamer op". 

Kongevejen til vækst 

Og det gør vi: Lige fra forskningsminister Søren Pind (V) og industrien over fondene, der yder uvurderlig støtte til forskningen til universiteterne, der med stor energi leverer forskningsresultater og dygtige kandidater til samfundet. 

Det var hovedbudskabet, da vækstteamet for life science for nogle uger siden var samlet på toppen af det nye Mærsk Tårn med adm. direktør Kaare Schulz i spidsen. 

Over for de tre ministre Brian Mikkelsen (K), Søren Pind og Karen Ellemann (V), gennemgik han de 17 anbefalinger med forskningen som den altafgørende. 

Skal anbefalingerne omsættes til handling, kræver det imidlertid, at vi bliver endnu bedre til at samarbejde på tværs af de forskellige aktører og sektorer i samfundet, samtidig med at vi udviser respekt for de forskellige roller, vi nu engang har. 

Kort sagt: kongevejen til vækst og resultater er, at vi "teamer op" - mere end nogensinde før. 

Brug for udenlandske topforskere

Det bliver spændende at se, hvordan regeringen vil konkretisere vækstteamets anbefalinger til efteråret. 

Vi er parate til at levere og samarbejde om de store udfordringer, men har også nogle konkrete forslag: 

Hold godt fast i og styrk den grundlagsskabende forskning. 

Husk i farten også den forskning og udvikling, der skal sikre, at vi rent faktisk kan udnytte potentialerne i de store data. 

Skær ikke ned på uddannelserne: vi har brug for de unge og deres kompetencer i fremtiden for at sikre vækst og velfærd

Lad os blive fri for nye sprogstramninger. Vi har i den grad også brug for udenlandske topforskere og studerende på holdet, hvis Danmark skal være konkurrencedygtig i fremtiden.

Debatindlægget er bragt i Børsen 16. maj 2018

Forskning, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder