Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Debat: Velspækkede vovehalse er velkomne

19.09.2016

Af Allan Flyvbjerg, sundhedsdekan ved Aarhus Universitet og medlem af regeringens vækstteam for Life Science.

Det har tidligere været god latin på de højere læreanstalter at være lidt vagtsomme over for penge fra industrien. Og ekkoet af nervøsiteten kan stadig fornemmes. Men realiteten er, at det har enorm betydning for forskningsmiljøerne, når investorer er risikovillige og investerer i udvikling af en ny behandling.

Et godt eksempel er den investering på 20 millioner, som de såkaldte venture-fonde Lundbeckfond Emerge og Novo Seeds tidligere i år placerede hos et forskerhold fra Health ved Aarhus Universitet. De aarhusianske forskeres mål er at finde en effektiv behandling til patienter med neuromuskulære sygdomme, herunder den sjældne og forfærdelige muskelsygdom Amyotrofisk Lateral Sclerose, ALS, som den berømte fysiker Stephen Hawking lider af, men som typisk tager livet af den ramte efter ganske få års sygdom.

Muskelforskningsprojektet tegner lovende i videnskabelig forstand, selv om der stadig er lange udsigter til, at et virksomt medikament kan tages ned fra apotekerhylden. På universiteterne er vi dybt taknemmelige for, at nogle investorer tør være vovehalse og satse langsigtet. For med det økonomiske pres, universiteternes forskning er underlagt, er et endnu tættere samarbejde mellem forskningsmiljøerne og industrien ligeså velkomment, som det er nødvendigt.

Dansk biomedicinsk og klinisk forskning befinder sig i forskningens superliga på den globale scene, og det er en position, vi skal udnytte mest muligt. Dansk forskning står også i en stærk position i forhold til erhvervslivet. Universiteterne er adgangen til viden og veluddannede medarbejdere, som er afgørende for virksomheders innovation, vækst og omsætning. Det er samtidig en præmis for at skabe nye løsninger på samfundets behov og problemer.

Danske Life Science-virksomheder er, med en årlig eksport på over 100 mia. kr. og i omegnen af 36.000 arbejdspladser, storaftager af universiteternes kerneydelser, både i form af forskning og dimittender til de mange arbejdspladser. For at holde blus på væksten er det vigtigt, at alle involverede parter bidrage proaktivt med hver deres del.

Et forslag til arbejdsfordeling kan derfor være denne: Politikerne øger midlerne til den fri forskning gennem Det Frie Forskningsråd og til innovation gennem Innovationsfonden. Virksomhederne investerer yderligere i forskningsprojekter. Slutteligt skal universiteterne kaste den sidste skygge af berøringsangst over for industrien af sig. Den siddende regering har netop søsat et bredt funderet vækstteam for Life Science-industrien. Formålet er at levere konkrete anbefalinger til, hvordan Danmarks indtjening kan blive endnu større. Timingen for, at Danmark nu virkelig udlever sit store potentiale kan ikke være mere betimeligt. 

 

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten 18. september 2016. 

Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Samarbejde, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen, Ph.d.-studerende