Det rammer danskerne lige i hjertekulen, når læger fejlbehandler, sjusker eller bedrager. Vi mangler stadig at knække koden til, hvorfor nogle få læger trods lægeløftet, regelsæt og tilsyn laver fatale fejl og slipper af sted med det gentagne gange. En whistleblower-funktion for ansatte i sundhedsvæsenet kan være en løsning til at bevare trygheden.

08.04.2016

Af Allan Flyvbjerg, sundhedsdekan på Aarhus Universitet

 

De fleste af os kan, om ikke andet så i store træk, huske de møgsager fra sundhedsvæsenet, der har fyldt i medierne gennem de seneste årtier. Der har været psykiatere, som groft har fejlbehandlet deres patienter i årevis, der har været kirurger, der har lavet gentagne fatale operationer, og der har været læger, som har mistet autorisationen i det ene skandinaviske land, og som har genoptaget lægegerningen i det næste. Og så har der været et par triste sager med en uredelig hjerneforsker og med hjerteforskere, der har opfattet forskningsmidler som deres egne personlige lommepenge.

Det er heldigvis et sundhedstegn, at vi næsten alle sammen kan huske noget om de enkelte ovenstående sager. Det er netop, fordi de er relativt enkeltstående. Vi er som danskere vant til, at lægestanden er hæderlig og ubestikkelig og lever op til idealerne i lægeløftet. Vi tager det som den mest naturlige ting i verden, at vi får en kompetent behandling, når vi går til lægen – uanset om hun eller han er ansat på et sygehus, i en almen praksis eller har slået sig ned inden for det private.

Det er netop, fordi borgerne er så trygge, at det trækker store overskrifter i medierne, når læger fejler, snyder eller begår kriminalitet. Det giver dybe ridser i lakken hos lægestanden, men det rammer også noget essentielt i samfundet. Det er indbegrebet af tillidstab, når man mister troen på de sundhedsprofessionelle, man bogstaveligt talt lægger sit liv i armene på. Når en dårlig sag opstår, ryster det kollektivt. Men heldigvis tyder alt på, at danskerne stadig er trygge ved deres sundhedsvæsen, og den tryghed skal der kæmpes for at bevare.

Det skal vi, fordi trygheden er et ubetinget gode for den enkelte borger. Det er især, når vi er syge, at vi har brug for at kunne stole på dem, der skal hjælpe. Men vi skal også kæmpe for trygheden, fordi den er en samfundsøkonomisk gevinst. Når borgerne tror på den læge, der behandler, bliver der i langt mindre grad brugt ressourcer på ’second opinion’, læge-shopping og på ’defensiv medicin’. USA er skræmmebilledet med et sundhedsvæsen, der er præget af utryghed fra både patienter og læger, og som derfor er ekstremt dyrt i forhold til de sundhedsydelser, der reelt leveres.

Som ganske almindelig borger kan man med rette stille sig det enkle spørgsmål: Hvem har ansvaret for, at vi undgår disse beklagelige sager med læger i skurkerollen? 

Lægeforeningen har vedtaget to regelsæt for deres medlemmer. Et etisk og et kollegialt. Begge regelsæt folder lægeløftet ud og er, som lægeløftet, ikke juridisk bindende. Det er til gengæld de bestemmelser, der er anført i Autorisationsloven, som de statslige myndigheder agerer efter i arbejdet med at føre tilsyn og behandle klagesager.

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan det sikres, at universiteterne, Lægeforeningen, driftsherrerne i sundhedsvæsenet og de statslige myndigheder efterlever intentionerne i regelsættene og fastholder trygheden og tilliden til lægerne.

Sikre, ansvarlige og kompetente medicinske kandidater skabes først og fremmest på universiteterne. Vi skal uddanne lægekandidater med et højt fagligt teoretisk niveau, som er suppleret med kliniske erfaringer fra klinikophold undervejs i studiet. Når lægeløftet er aflagt, skal kandidaten derfor være fuldt egnet til at agere konkret som yngre læge i den kliniske basisuddannelse, som følger lige efter endt studie.

Universiteterne skal også uddanne de unge læger i den særlige kultur, der sikrer, at de er deres ansvar bevidst og tænker etik, patientsikkerhed og kvalitet ind i hele deres gerning.

Vi kan uddanne så godt som overhovedet muligt på både universiteter og senere på sygehusene, hvor lægerne kvalificerer sig til deres speciallægeuddannelser.

Man vil nok aldrig kunne forebygge, at mennesker med afvigende adfærd, kriminelle tendenser eller psykopattræk slipper gennem forløbene. Man kan heller ikke undgå, at eksempelvis læger, som svækkes af sygdom eller misbrug, ikke selv ser deres manglende evne til at udføre deres betroede hverv i øjnene og derfor skal standses af en øvre instans.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at mange mener, at den tidligere Sundhedsstyrelse kunne og burde have grebet ind over for en række af dårlige sager, man har kunnet læse om i pressen, også længe før de fik lov til at udvikle sig. En række problematiske læger fik lov til at udøve faget for længe, også selv om styrelsen var advaret. Derfor er det et stort velkomment fremskridt, at det politiske system har taget konsekvensen og oprettet Styrelsen for Patientsikkerhed, som udelukkende har til opgave, hurtigt og professionelt, at styrke tilsynet med læger og andre sundhedsprofessionelle.

Hvis man skal se på, hvordan vi kan få nedbragt antallet af dårlige sager i sundhedsvæsenet, er det dog helt afgørende at slå fast, at Styrelsen for Patientsikkerhed kun reagerer, hvis de får en indberetning om, at en sundhedsperson udgør en trussel for patientsikkerheden. Styrelsen begynder med andre ord ikke undersøgelser af individuelle sundhedspersoner af egen drift. Det generelle ansvar for driften og kvaliteten af sundhedsvæsenet ligger hos driftsherrerne. For de offentlige hospitaler er det regionerne, for de private aktører er det ejerne. Det er driftsherrernes ansvar at reagere, hvis der bliver udført arbejde af dårlig kvalitet, og det er driftsherrernes ansvar at sikre, at medarbejderne har de rette kompetencer til de job, de bestrider.

Hvordan skabes så en kultur i sundhedsvæsenet, hvor det er legitimt at gøre opmærksom på en læge med en adfærd, der kan være til fare for patienterne? Og hvordan får vi ledelserne på hospitalerne, i kommunerne, i almen praksis og på privathospitaler til at reagere hurtigt, transparent og professionelt, når en mistanke er rejst? Møgsagerne viser jo desværre, at lægernes etiske retningslinjer og kollegiale regler tilsyneladende ikke rækker tilstrækkeligt i disse sager.

En mulighed er at lade sig inspirere af en ordning for ærlig og redelig forskningspraksis, som universiteterne i København og Aarhus indførte i kølvandet af Penkowa-sagen. Universiteterne har udnævnt særlige rådgivere, der bedst kan beskrives som en uafhængig instans i stil med en ombudsmand.

De særlige rådgivere kan uformelt konsulteres af forskere og andre med tilknytning til forskningsmiljøerne, hvis der opstår mistanke om snyd, sjusk eller andre uregelmæssigheder. De særlige rådgivere laver en uafhængig vurdering af sagen, og handler det om uenigheder, som det ofte gør i de universitære forskningsmiljøer, kan sagerne afmonteres for eksempel ved hjælp af mægling. Er der reel uredelighed på færde, skal det indbringes for de rette instanser ad de gængse kanaler. 

De særlige universitære rådgivere erstatter ikke Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, men er et supplement for at undgå sager, som ellers kan trække ud i årevis, skabe ondt blod og dræne forskningsmiljøer for talentfulde forskere. De særlige rådgivere er en håndsrækning til dem, som har brug for at få et uvildigt, men kompetent blik på sagen, før den afvises som indholdsløs, eller eventuelt skal indbringes for klageinstansen – eller meldes til politiet.

Man kan lave parallellen i sundhedsvæsenet. En neutral og let tilgængelig særlig rådgiver til de sundhedsprofessionelle, som tøver med at gå videre med deres viden eller betvivler en læges kompetence eller mangel på samme. Der er brugt mange år på at diskutere lægeetik og opstille dokumentationskrav for at forhindre læger i at begå fejl. Langt hen ad vejen er det nyttige tiltag. Men vi mangler at knække koden til, hvorfor nogle få læger trods lægeløftet, regelsæt og tilsyn laver fatale fejl og slipper af sted med det, gentagne gange. Uden at kolleger, medarbejdere eller ledelserne griber ind eller måske først gør det, når fejlene har været særligt graverende og har kostet dyrt.

Det er alvorligt at lufte en mistanke om en kollega. Det er menneskeligt at tøve og se tiden an, men det er angiveligt også en del af forklaringen på, hvorfor sager bliver til møgsager. En whistleblower-ordning med særlige rådgivere, som kan lytte, stille spørgsmål og være med til at afklare sagens indhold og sammenhæng, kan være det led, vi mangler.

Det er en væsentlig opgave – fra universiteter til tilsynsmyndigheder – at værne om den tillid og tryghed, som grundlæggende kendetegner det danske sundhedssystem. Det handler ikke om at få færre møgsager på avisforsiderne, men om at borgerne kan forvente en sikker og forsvarlig lægelig behandling – uafhængigt af hvor i sundhedsvæsenet de behandles.

 

På Lægeforeningens årsmøde den 15.-16. april bliver selvjustits blandt læger et af hovedtemaerne.

 

Kronikken er bragt i Weekendavisen 8. april 2016