Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dekan Allan Flyvbjerg bliver ny centerdirektør ved Steno Diabetes Center Copenhagen

Med virkning fra 1. oktober 2016 tiltræder dekan Allan Flyvbjerg som leder af Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) i Region Hovedstaden. Allan Flyvbjerg fratræder dermed som dekan på Health ved Aarhus Universitet efter seks år på posten.

31.08.2016 | Anders Correll

Efter seks år på posten som dekan på Health, Aarhus Universitet, fratræder Allan Flyvbjerg, der nu skal stå i spidsen for Steno Diabetes Center. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet.

Rektor Brian Bech Nielsen ser med beklagelse på Allan Flyvbjergs fratrædelse.

”Først vil jeg ønske Allan et stort tillykke med jobbet som centerdirektør for SDCC. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil være en yderst kompetent og meget engageret leder af det nye center. Samtidig vil jeg beklage, at Allan ikke fortsætter som dekan. Jeg har sat stor pris på vores samarbejde, først som dekankollega og senere som rektor. Allan har ydet en kæmpe indsats for fakultetet, hele Aarhus Universitet og ikke mindst det meget frugtbare samarbejde med Region Midtjylland på uddannelses- og forskningsområdet. Allan ydede således en stor indsats i forbindelse med etableringen af det nationale forsknings- og behandlingscenter for partikelterapi ved Aarhus Universitetshospital i Skejby,” siger Brian Bech Nielsen.

Allan Flyvbjerg tiltrådte som dekan den 1. november 2010. På det tidspunkt var han også formand for Diabetesforeningen gennem 11 år og havde som formand været en af drivkræfterne bag en national handleplan for diabetes. Formandsposten kvittede han ved tiltrædelsen som dekan, men interessen og engagementet for diabetesforskningen er fortsat med publicering af både videnskabelige artikler og lærebogsmateriale. 

Derfor er det også en meget kompetent centerdirektør, der skal stå i spidsen for etableringen af Nordeuropas største og mest moderne diabetescenter.

”Centret nytænker behandling og forebyggelse inden for diabetes ved at samle kompetencer inden for behandling, sundhedsfremme, forskning og uddannelse i diabetes under samme tag. Det bliver en spændende og udfordrende opgave, men også en historiske mulighed for at gøre det endnu bedre for personer og familier, der er ramt af diabetes”, siger Allan Flyvbjerg, der ser frem til at møde medarbejdere, samarbejdspartnere og ikke mindst repræsentanter for patienterne.

Allan Flyvbjerg fortsætter frem til 30. september som dekan. Derefter er det aftalt, at nuværende prodekan for forskning ved Health Ole Steen Nielsen konstitueres i jobbet, indtil en ny dekan tiltræder. Ole Steen Nielsen oplyser, at han ikke er ansøger til stillingen.

Arbejdet med at finde en ny dekan går straks i gang, og stillingsopslag forventes udsendt medio september.

Læs også

Politik og strategi, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Aarhus Universitet, Navnenyt, Videnskabelig medarbejder, Alle AU-enheder, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende