Deltag i AU Challenge og løs udfordringer for virksomheder

Aarhus University Challenge er et nyt eksklusivt event som samler studerende på tværs af alle fakulteterne på AU.

30.01.2018 | Signe Schou

AU Challenge er et nyt koncept, hvor studerende fra alle fakulteter på AU løser udfordringer stillet af eksterne virksomheder. Du får en unik chance for at samarbejde med andre studerende på tværs af AU, udvide dit netværk og afprøve og udvikle dine færdigheder inden for problemløsning af virkelige cases.

Tværfaglige teams

Formålet er at give dig erfaringer med at arbejde på tværs af faglige kompetenceområder, som når fx studerende fra medicin, datalogi, kommunikation og  jura løser udfordringer sammen og i processen lærer noget om egne og andres faglige styrker.

Workshops og testcase

Vi rekrutterer og udvælger 40 studerende fra alle fakulteter. De studerende bliver sat sammen i teams, baseret på en profilanalyse. De 10 teams bliver i løbet af 5 workshops trænet i:

  • case-baserede problemløsningsmetoder
  • forretningsforståelse
  • pitching
  • præsentationsteknik

Arla stiller den første opgave

De 5 workshops giver jer en værktøjskasse til at løse den næste opgave: En testcase, som i år stilles af Arla. Herefter har alle teams mulighed for at gå videre til den åbne del af Aarhus Case Competition, Aspire, som afholdes på BSS i uge 15.

Forløbet er med til at udvide din forståelse for, hvordan og hvor du kan bruge dine kompetencer på arbejdsmarkedet og samtidigt træne dine evner til teamsamarbejde.

Tilmeld dig her senest den 20. februar 2018.

Følg AU Challenge på Facebook

Arrangement, Udvekslingsstuderende, Alle AU-enheder, Universitetsledelsens Stab, Studerende