Som svar på den seneste uges debat om karakterinflation opfordrer prorektor Berit Eika nu til en nuancering af debatten.

01.04.2016 | Berit Eika

Ifølge prorektor Berit Eika er det misvisende at fremstille det stigende antal topkarakterer som et udtryk for, at undervisere og censorer langsomt har sænket det faglige niveau, og at kvaliteten følgelig er blevet lavere.

Berlingske bragte i denne uge en artikel, som indikerede, at der i årene siden 2007 er blevet uddelt gradvist flere 12-taller til universiteternes eksaminer.

Aarhus Universitet har i det senest undersøgte år uddelt 12-taller ved 16 procent af eksaminerne, hvilket placerer os omkring landsgennemsnittet i undersøgelsen.

Universitetet kan og må aldrig give køb på den faglige kvalitet. Derfor skal universitetet og de enkelte fagmiljøer følge med i, hvordan karakterfordelingen udvikler sig, og vi skal fastholde en løbende dialog med censorkorpsene for at sikre, at der ikke sker skred i karaktergivningen.

Fra flere sider er der blevet talt om karakterinflation, og det er bestemt en advarsel, som fagmiljøerne og universitetsledelserne skal tage til efterretning og undersøge i samarbejde med censorinstitutionen.

Jeg mener dog, at vi skal være forsigtige med at springe til forhastede og forsimplede konklusioner. I mine øjne er det misvisende at fremstille det stigende antal topkarakterer som et udtryk for, at undervisere og censorer langsomt har sænket det faglige niveau, og at kvaliteten følgelig er blevet lavere.

I sig selv er den direkte kobling mellem stigende karakterer og faldende kvalitet ganske problematisk: Ville vi se artikler om højnet kvalitet på uddannelserne, hvis andelen af 12-taller var faldende? Hvordan skulle karakterfordelingen i det hele taget se ud, for at man ville tolke den som et udtryk for, at kvaliteten var gået op?

Der er flere andre mulige forklaringer på det stigende antal topkarakterer:

For det første den, at vi optager dygtigere studerende, som arbejder hårdt for at få høje karakterer. Jeg hører ofte historien om de studerendes intensiverede stræben efter høje karakterer – både i medierne og direkte fra universitetets studerende. Hvis studerende generelt er blevet mere fokuseret på at hente topkarakterer, så må vi også anerkende dem for rent faktisk at opnå deres mål. I stedet for at devaluere både de studerendes arbejdsindsats og undervisernes faglige bedømmelser ved straks at tale om karakterinflation. Under alle omstændigheder er det værd at spørge sig selv, hvordan karakterudviklingen ville se ud, hvis man accepterer den præmis, at den gruppe studerende, som AU optager, generelt er blevet dygtigere i det seneste årti.

Et skærpet fokus på uddannelseskvalitet og en øget kvalitet af den undervisning og vejledning, som de studerende modtager, er også en mulig forklaring på fremgangen.

En anden og måske endnu mere væsentlig forklaring er dog selve den syvtrins-karakterskala, som blev indført i 2007 – blandt andet med det eksplicitte formål at sikre, at flere danske studerende kunne opnå en topkarakter og dermed en mere fair konkurrenceposition i forhold til udenlandske studerende.

Allerede inden skalaen blev indført, blev der dog fra flere sider peget på, at den kunne have en række uheldige konsekvenser.

En væsentlig kritik var, at det nye karaktersystem søgte at fungere som et kompromis mellem en absolut og en relativ karakterskala.

Tanken med 12-skalaen var, at karaktererne skal normalfordeles på en bestemt måde, og at kun en vis procentdel af de studerende skulle kunne opnå topkarakteren 12. Det betyder i teorien, at underviserne hvert år skal tilpasse eksaminernes sværhedsgrad og deres faglige bedømmelser, således at f.eks. kun ti procent af årgangen kan få et 12-tal, mens en tilsvarende procentdel skal have en karakter lige over dumpegrænsen. Dermed kan det, der takseres som en middelpræstation det ene år, i teorien være en dumpepræstation det følgende år. Øvelsen er med andre ord enormt svær at udføre i praksis, når man som underviser eller censor også skal forholde sig til fagets læringsmål, samtidig med at man skal give alle studerende en fair og ensartet bedømmelse.

Hvis man fastholdt en normalfordeling og i stedet justerede læringsmålene år for år, ville det desuden være svært at spore, om f.eks. en ændret undervisningsform rent faktisk resulterer i bedre eksamenspræstationer.

Det er også værd at bemærke, at 12-skalaen fungerer som en subtraktionsskala, hvor den studerende starter eksamen med et 12-tal og kun scorer lavere, hvis der bliver begået fejl. Den tankegang kan i sig selv være svær at implementere i praksis, hvis man har et hold dygtige studerende, som arbejder hårdt, præsterer godt, og ikke laver særlig mange fejl. Derudover er uddannelser og eksamensformer forskellige. Det vil i mange tilfælde være lettere at se, at en studerende har svaret forkert på ét ud af ti multiple choice-spørgsmål, end at hun har misforstået Heidegger med ti procent.

Når alt det er sagt, skal vi som universitet fortsat have meget fokus på udviklingen i karaktergivningen. Samfundet skal kunne have tillid til universiteternes karaktergivning. Og det er vigtigt at betone, at karakterer spiller en vigtig rolle i vores uddannelsessystem. Derfor følger vi karakterudviklingen tæt og diskuterer den løbende, men ud fra en mere nuanceret tilgang end karakterinflation.