Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Din guide til den gode engelske AU-tekst

AU’s sprogservice, som er et netværk i det forhenværende AU Kommunikation, har udviklet en engelsk AU-skriveguide med navnet AU English Style Guide. Guiden skal hjælpe dig, som har brug for at udtrykke dig korrekt og sammenhængende på engelsk, i dit arbejde på AU.

13.11.2014 | Lenore Messick, Sprogservice

Guiden giver desuden eksterne oversættere og korrekturlæsere, som skriver på engelsk for AU, nogle klare standarder og retningslinjer, som de kan arbejde ud fra.

Hvorfor skal vi have en Style Guide?

Ifølge AU’s retningslinjer for flersproglig kommunikation er AU’s administration forpligtet til at kommunikere på dansk såvel som engelsk, således at medarbejdere og studerende, uanset sproglig baggrund, er i stand til at fungere i organisationen. Ligeledes skal relevant indhold på hjemmesiden både kunne findes på dansk og på engelsk.

Se AU's retningslinjer for flersproglig kommunikation

Formålet med style guiden er derfor at give medarbejdere på AU og deres eksterne samarbejdspartnere en fælles ramme for, hvordan vi skriver på engelsk, samt at sikre, at vi taler samme sprog, når vi skriver om og for AU.

En fælles ramme er nødvendig, fordi engelsk ikke er ét sprog. Der er mange former for korrekt engelsk med forskellige tegnsætningsregler, stavemåder ordforråd m.m. For eksempel hedder ’efterår’ typisk ’fall’ på US engelsk, mens det hedder ’autumn’ på UK engelsk. Og ’faculty’ betyder typisk ’gruppen af videnskabelige ansatte på et universitet’ på US engelsk, mens det betyder ’en afdeling på et universitet’ på UK engelsk.

Hvornår har jeg brug for Style Guiden?

Det er vigtigt, at du kan udtrykke dig korrekt og sammenhængende på engelsk, når du fx skal skrive et brev eller en mail til kollegaer i udlandet, skrive en rapport, producere en nyhed til hjemmesiden, oversætte et konferenceprogram eller lave en pressemeddelelse. I disse situationer er Style Guiden god at have ved hånden, og den kan fungere som et konkret hjælpeværktøj, som du kan slå op i, hvis du fx ikke kan huske, om AU-titler skal skrives med store eller små bogstaver på engelsk, eller hvad forskellen mellem ’economic’ og ’financial’ er.

Samarbejder din afdeling med eksterne tekstforfattere, oversættere eller korrekturlæsere, kan guiden også gøre det nemmere for dig at forklare dine krav/forventninger til deres produkter – og at kvalitetssikre dem. Dog er guiden er ikke tænkt som et værktøj til akademisk skrivning – her findes der allerede forskellige fagspecifikke guides, som fx MLA, AMA OG CSE.

Dette kan du finde i Style Guiden

I guiden kan du bl.a. finde klare og brugbare anbefalinger og forklaringer om fx grammatik og skrivemåder, konkrete eksempler på anvendelsen af AU-termer samt en gennemgang af typiske faldgruber for danskere, der skriver på engelsk. Typiske ’danismer’ er markeret med en advarselstrekant. Og fordi det er vedtaget, at AU kommunikerer på britisk engelsk, giver guiden også en indføring i de vigtigste forskelle mellem UK og US engelsk.

Læs AU English Style Guide

Guiden bliver revideret og opdateret en gang om året. Har du input eller kommentarer til Style Guiden, kan du sende dem til sprogkonsulent Lenore Messick.


Hvem har lavet AU English Style Guide?

Redaktionsgruppen, som består af sprogmedarbejdere i det forhenværende AU Kommunikation, igangsatte for et år siden arbejdet med at udvikle AU English Style Guide. Udkastet til guiden er undervejs blevet læst af ca. 20 sprogmedarbejdere, VIP’ere og andre AU-ansatte, som har udfyldt et spørgeskema samt kommenteret teksten.

AU English Style Guide er den seneste i en række værktøjer og services, som AU Kommunikations sprogservice har udviklet for at støtte AU-medarbejdere i deres kommunikation på engelsk. Style Guiden og de andre værktøjer (bl.a. AU Translate, AU Dictionary og oversættelsesværktøjet MemSource) kan findes på Sprogportalen. 

Administrativt, Alle grupper, Alle AU-enheder, AU Kommunikation, Administrativt