Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dobbeltsejr til Statskundskab - se billederne fra fodbolddysten

Fredagens fodboldkampe mellem jurister og politologer endte for både studerendes og forskeres vedkommende med sejr til Statskundskab. Med stor opbakning på tribunerne indledte forskerne med at spille 2-0, mens kampen mellem de studerende endte 3-1.

06.05.2013 | Kristian Serge Skov-Larsen

Vejret var fantastisk og stemningen ligeså, da henholdsvis forskere og studerende fra Jura og Statskundskab mødtes for at dyste i to fodboldkampe fredag eftermiddag. Holdene kæmpede bravt, og resultatet blev i begge tilfælde sejr til politologerne.

Mandskabsproblemer
Anførerne for forskerholdene – Tonny Brems Knudsen og Michael Steinicke – havde forinden bekendtgjort, at nerverne var på højkant, og der var også dramatik allerede før kampstart, da Statskundskabs målmand, Svend-Erik Skaaning, forstuvede foden under opvarmningen. Da ingen alternativer dukkede op, valgte man dog at lade ham spille alligevel.

Juristerne havde også haft mandskabsproblemer, men de formåede i sidste øjeblik at finde ekstra folk, så de kunne stille med et fuldt 11-mandshold med udskiftere.   

Stor kampgejst
Kampen blev indledt med stærkt pres fra begge sider, og der var gode chancer i begge ender. Efterhånden fik Statskundskab dog overtaget, og holdets tyske islæt, Elias Götz, scorede til 1-0 på et flot langskud i første halvleg. Kampen foregik det meste af tiden på Juras banehalvdel, men Jura forsvarede sig godt, så Statskundskab fik blot et enkelt mål mere, scoret af Lasse Lindekilde.

Sejrherrernes ansigter var lutter smil efter kampen, da de modtog det nyindførte såkaldte Jens Harmsen-trofæ. AGF’s tidligere træner overrakte selv ‘guldbolden’ fra 1986, hvor AGF vandt sit seneste danmarksmesterskab.

Revanche til Statskundskab
Efterfølgende var det de studerendes tur til at kæmpe. Sidste år var det blevet til en sejr på 4-1 til Jura, så Statskundskab havde sat næsen op efter en revanche. Der blev gået til den på begge sider, men dysten endte altså med en sikker sejr til politologerne, 3-1. 

Arrangement, Teknisk/administrativ medarbejder, Aarhus BSS, Videnskabelig medarbejder