Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

En tour de force i forandring

Et stort privilegium. Sådan betegner afgående institutleder Ellen Frandsen Lau sine seks år ved rorpinden på Institut for Odontologi.

11.08.2015 | Henriette Stevnhøj

Ellen Frandsen Lau forlod posten som institutleder 1. august efter seks år. I sin afskedsmail til medarbejderne beskrev hun årene som turbulente, men også fantastiske og berigende.

Lektor ved Institut for Odontologi Ellen Frandsen Lau holdt sin sidste tale som institutleder til tandlægernes dimission i juni.

Der blæser bogstaveligt talt nye vinde for netop afgået institutleder Ellen Frandsen Lau. Chefkontoret er skiftet ud med et mindre, som udmærkede sig ved at være fuldt møbleret ved overtagelsen. Tilmed efterlod den forrige beboer en bordventilator, som nu er på overarbejde og sikrer det sydvendte kontor en sval brise.

Ellen Frandsen Lau forlod posten som institutleder 1. august efter seks år. I sin afskedsmail til medarbejderne beskrev hun årene som turbulente, men også fantastiske og berigende. 

”Taknemlighed er det ord, som favner mest præcist, når jeg skal beskrive min følelse. Jeg er meget taknemlig for at have fået lov til at være leder for en så dedikeret medarbejdergruppe. Og jeg mener, at medarbejderne kan være pavestolte over de resultater, som er præsteret til trods for forandringer, ombygninger og nedskæringer”, siger Ellen Frandsen Lau.


Store krav til medarbejderne

Ellen Frandsen Laus periode som institutleder blev præget af den store renovering af Tandlægeskolen, som betyder, at skolen i dag kan byde de studerende velkommen til topmoderne klinikfaciliteter, nye øvelseslaboratorier, et samlet forskningslaboratorium og velindrettede auditorier.

Organisatorisk blev der også møbleret om i perioden i form af centralisering af administrationen, og især 2014 vil blive husket for en hård sparerunde. Det har været opgaver og begivenheder, som har trukket store veksler på både ledelse og medarbejdere.

”Jeg skal ikke påstå, at instituttet har haft gavn af den barske periode med besparelser, men jeg er glad for den forståelse og samarbejdsvilje, som kravene blev mødt med. Her på den anden side kan jeg konstatere, at instituttet har en stabil økonomi. Det tegner godt for fremtiden”.

Tandlæger skal delegere opgaverne

Det samme gælder for de studerende, mener Ellen Frandsen Lau. Hun har arbejdet for, at studiet i høj grad skal forberede de kommende tandlæger på den virkelighed, de vil møde som færdiguddannede. Tandlæger skal ikke længere være en enmandshær.

”Fremtidens tandlæge skal være specialisten, der mestrer det biologisk funderede helhedssyn i diagnostik og i behandling af patienterne og som selv udfører de komplicerede behandlinger. De øvrige opgaver som fx forebyggelse skal delegeres til de andre fagligheder. Det sker i den øvrige del af sundhedsvæsenet, så det skal tandlægerne også matche”, mener Ellen Frandsen Lau.

Hun vender nu tilbage til en stilling som lektor med speciale i parodontitis mikrobiologi med undervisningspligt og forskningstid. Og hun ser frem til det hele.

”Jeg elsker at undervise. Det er livgivende at være sammen med de unge, jeg ser frem til at kunne gå ind i min faglighed, og jeg glæder mig til at blive kollega igen”.

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Health, Health