Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

EU-projekt om transferable skills baner vej for stærk europæisk universitetsalliance

Aarhus Universitet har sammen med fem stærke partnere modtaget EU-midler til et projekt, der skal give ny viden om transferable skills og samtidig skabe fundamentet for et fremtidigt universitetsnetværk.

02.07.2019 | Thomas Grønborg Sørensen

AU har fået bevilget EU-midler til et fælles projekt, der peger frem mod en europæisk alliance. Foto: Lars Kruse, AU

Humboldt-Universität zu Berlin. Universidade de Lisboa. Université catholique de Louvain. Universitetet i Oslo. Université de Paris. Og Aarhus Universitet

Sådan ser holdopstillingen ud på et nyt toårigt EU-projekt, som fra september skal opdyrke ny viden om såkaldte transferable skills. En dansk oversættelse kunne være generelle eller tværgående kompetencer, forklarer prorektor Berit Eika fra Aarhus Universitet, der som institution står i spidsen for projektet:

”Vores dimittender har fået en solid faglighed med sig, men i løbet af et universitetsstudium opnår man også en række mere overordnede kompetencer. Det kan være evnen til at strukturere store datamængder, analysere komplekse scenarier, formidle svært tilgængeligt stof, eller ganske enkelt evnen til at tilegne sig nye færdigheder og ny viden”. 

Vigtige redskaber på et arbejdsmarked i forandring

Berit Eika peger på, at tværgående kompetencer i kombination med en dyb grundfaglighed er afgørende i et omskifteligt arbejdsmarked, hvor man ikke alene skal kunne sin metier til fingerspidserne, men også være parat til at skifte retning i løbet af arbejdslivet.

”Derfor vil vi gerne blive klogere på, hvilke transferable skills, der er vigtige, og ikke mindst hvordan vi kan styrke dem hos de studerende. Dels i forbindelse med undervisningen, men det kan også være som led i andre uddannelsesaktiviteter. I alt 100 personer bliver involveret fra institutionerne; herunder både undervisere, forskere, studerende og administrative medarbejdere. Især det fælles europæiske perspektiv er interessant. Vores dimittender vil i stigende grad skulle operere på et internationalt arbejdsmarked, og derfor giver det god mening at gennemføre projektet sammen med andre forskningsintensive europæiske universiteter”, siger Berit Eika.

Projektet er en trædesten til et dybere samarbejde

Det internationale projekt har dog også et andet formål end at blive klogere på transferable skills, fortæller Svein Stølen, der er rektor for Universitetet i Oslo.

”Planen er, at de seks universiteter på sigt vil søge om at udgøre en egentlig europæisk universitetsalliance, hvor også Kings College London skal indgå. Her kan arbejdet med transferable skills blive et afsæt til flere fælles initiativer”, siger Stølen, der er formand for alliancen. 

Visionen om at knytte europæiske universiteter tætter sammen blev oprindelig foreslået i 2017 af den franske præsident, Emmanuel Macron, i en tale ved universitetet i Sorbonne. Macrons hensigt var at intensivere samarbejdet mellem europæiske universiteter for både at styrke forskernes videnudveksling og øge de studerendes mobilitet. 

Den vision har Det Europæiske Råd og EU-Kommissionen taget til sig, og frem mod 2024 er ambitionen, at der skal dannes mindst 20 universitetsnetværk på tværs af medlemslandene. De første netværk blev godkendt sidst i juni, og Aarhus Universitet går sammen med sine alliancepartnere efter at have en ansøgning klar til næste runde i starten af 2020. 

”Selvom vi alle har forskellige forudsætninger og arbejder i forskellige nationale systemer, så deler vi grundlæggende den samme mission: nemlig at forske og uddanne på internationalt topniveau. Det aktuelle projekt handler om tværgående kompetencer, men de langsigtede perspektiver er langt større for os. Vi ønsker at styrke vores egen værdi for samfundet, men også på et dybere plan at styrke de europæiske universiteters bidrag til kontinentets fortsatte udvikling. Der er udfordringer nok at tage fat på, og vi kan kun løse dem, hvis vi arbejder sammen”, slutter Svein Stølen. 

 

  • Projektet med navnet InnovED4TS forløber fra 1.september 2019 til 31. oktober 2021
  • Projektet har opnået 238.917 euro i støtte fra Erasmus+
  • Som led i projektet skal parterne udarbejde en state-of-the-art-rapport om begrebet ’transferable skills’, samt en model, der kan bruges til at analysere konkrete initiativer.
  • AU stiller tre initiativer til rådighed for analyse: Dual Career-programmet for iværksættere, case competitions, samt AU Summer University
Forskning, Forskning, Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Samarbejde, Ekstern målgruppe, Uddannelse