Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fedtstoffer kan bremse overophedet immunforsvar

Proteinet STING er normalt en vigtig del af vores immunforsvar, men i nogle autoimmune sygdomme er det kilden til sygdom. Medicinalindustrien er derfor i kapløb om at finde et stof, der kan hæmme STING. Nu har aarhusianske forskere måske fundet det.

20.09.2018 | Mette Louise Ohana

Pigen lider af sygdommen SAVI, fordi cellerne i hendes krop konstant frigiver molekyler, der giver betændelse. Det resulterer i kraftig hudeksem, problemer med lungefunktion og nedsat vækst. Foto: National Institutes of Health

Pigen lider af sygdommen SAVI, fordi cellerne i hendes krop konstant frigiver molekyler, der giver betændelse. Det resulterer i kraftig hudeksem, problemer med lungefunktion og nedsat vækst. Foto: National Institutes of Health

Nogle gange tager kroppens ellers intelligente immunforsvar fejl og angriber kroppens raske væv ved at reagere på infektioner, som ikke er der. Det skaber kroniske betændelsestilstande og sygdomme som bl.a. lupus (SLE), når immunforsvaret overreagerer, og det sker bl.a. ved, at kroppen aktiverer proteinet STING.

Nu har forskere fra Aarhus Universitet fundet frem til, at en ny type fedtstof kan bremse det overaktive protein. Dermed er der skabt en ny vej, som måske kan ende i en behandling af sygdomme, der i øjeblikket ikke findes en effektiv behandling imod. Resultatet er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).

Håb om behandling mod livstruende sygdom

Opdagelsen er relevant i forhold til alle autoimmune sygdomme, som relaterer sig til STING, men i særdeleshed for de patienter, der lider af sygdommen SAVI (STING-associated vasculopathy with onset in infancy). Sygdommen, som ikke har noget dansk navn, blev først blev opdaget i 2014, og man ved derfor endnu ikke, hvor mange der lider af den.

Patienter med SAVI er født med en genfejl, der gør STING kronisk overaktivt, hvilket gør dem meget syge. Modsat mange andre autoimmune sygdomme rammer det patienterne allerede som spæde, og det fører til nedsat vækst, psoriasis-lignende udslæt på huden og nedsat lungefunktion.  Der findes kun ringe behandling af sygdommen i dag, som er livstruende.

”Vores resultat skaber håb om, at vi kan udvikle effektiv medicin til de ramte børn. Vi håber også, at opdagelsen kan få betydning for behandlingen af lupus, som er en betændelsessygdom i bindevævet, der hvor STING også spiller en rolle. Den rammer op til 50 pr. 100.000 personer, primært kvinder,” fortæller lektor Christian Holm fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, som står bag forskningsresultatet i samarbejde med ph.d.-studerende Anne Louise Hansen fra samme institut samt internationale samarbejdspartnere.

Vej til medicin kan være kortere

Resultatet er frugten af tre års arbejde, hvor forskerne i laboratorieforsøg har tilsat det nye fedtstof levende celler fra SAVI-patienter. Her kunne de se, at STING stopper med at danne de stoffer, der starter betændelsen. Til trods for at der endnu er lang vej, før man med sikkerhed ved, om det også er tilfældet ved forsøg på mennesker, er et STING-hæmmende stof en rigtig god nyhed blandt forskere og i medicinalindustrien, hvor man længe har ledt efter det.  

Fedtstoffet dannes i forvejen naturligt i kroppen, og derfor er der potentiale for, at det vil være mindre vanskeligt at udvikle et lægemiddel, end hvis det var et kunstigt fremstillet stof. Samtidig er fedstoffet allerede i gang med at blive testet som lægemiddel, og selv om man måske skal ændre lidt på det, for at få det til at virke specifikt på STING, kan den årelange og komplicerede proces, det er at udvikle et lægemiddel, måske blive kortere.

Bag om forskningsresultatet

Kontakt

Lektor Christian Holm
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mobil: 20 96 87 54
Mail: holm@biomed.au.dk

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health