Fertilitetsprofessor på Regionshospitalet Skive

Aarhus Universitet og Hospitalsenhed Midt styrker fertilitetsforskningen med ansættelse af en professor på Fertilitetsklinikken, Regionshospitalet Skive.

15.03.2013 | Aarhus Universitet, Health og Hospitalsenhed Midt

Tidligere klinikchef Peter Humaidan vender 1. juni tilbage til Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive. Foto: Regionshospitalet Viborg

Tidligere klinikchef Peter Humaidan vender 1. juni tilbage til Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive. Ikke som klinikchef, men som klinikkens første professor. 

Det nye, femårige kliniske professorat i reproduktiv endokrinologi er oprettet i samarbejde mellem Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, og Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Skive er en del af sammen med regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg og Hammel. 

Som professor bliver Peter Humaidan Fertilitetsklinikkens forskningsansvarlige.
Peter Samir Heskjær Al Humaidan er 57 år. Han kom til Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive som overlæge i 1997 og avancerede til klinikchef i 2006. Han rejste til Fyn i 2011 for at tiltræde et klinisk professorat i human reproduktion på Odense Universitetshospitals gynækologisk/obstetriske afdeling og Syddansk Universitet.

- Peter Humaidan er en kæmpe kapacitet med sin mangeårige erfaring, og ansættelsen styrker i den grad fertilitetsforskningen på Aarhus Universitet og Hospitalsenhed Midt, fortæller dekan på Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg.

Kommer med den nyeste viden

Peter Humaidan har i snart 20 år arbejdet og forsket inden for menneskets evne til at forplante sig. I 2011 forsvarede han sin doktorafhandling om et hypofysehormons mulige betydning for udfaldet af en reagensglasbehandling. 

I det hele taget har han i sit forskningsarbejde kredset om mulighederne for at øge ufrivilligt barnløses chancer for at opnå graviditet ved reagensglasbehandling, fx laboratoriernes evne til at udvælge netop dét æg, der har bedst chance for at blive befrugtet.

- Vi stræber altid mod at tilbyde vores patienter en behandling, der baserer sig på den nyeste viden. Peter Humaidans forskning er af høj, international klasse, og vi ved fra tidligere, at han også er i stand til at omsætte sine egne og andres forskningsresultater til praksis i klinikken - til glæde for patienterne og deres familie. Så vi ser meget frem til at fortsætte samarbejdet med Peter Humaidan, siger cheflæge Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt.

Hospitalsenhedens kvalitets- og forskningschef, Charlotte Hjort, glæder sig også over det nye professorat:

- Ansættelsen af Peter Humaidan som professor vil være en gevinst for det forskningsmiljø, vi er ved at opbygge, bl.a. for ph.d.-studerende og andre forskningsinteresserede medarbejdere, siger hun.


Fertilitetsklinikken:

Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive er traditionelt blandt landets bedste, når det gælder reagensglasbehandling. Den kliniske graviditetsrate (opnåede graviditeter i forhold til antal behandlinger) var 30 procent i Skive mod 22,6 procent på landsplan i 2011.

Fertilitetsklinikken er en del af Kvindeafdelingen på Hospitalsenhed Midt. Fertilitetsklinikkens daglige ledelse varetages af klinikchef Helle Olesen Elbæk (specialeansvarlig) og afdelingsbioanalytiker Betina Boel Povlsen.

Læs mere om Fertilitetsklinikken på Hospitalsenhed Midts hjemmeside:

www.hospitalsenhedmidt.dk/afdelinger/kvindeafdeling/fertilitetsklinikken+skive?

Yderligere oplysninger:

Cheflæge Christian Møller-Nielsen, 
Hospitalsenhed Midt 
Direkte telefon: 7844 1003
Mobil: 2098 5601

Dekan Allan Flyvbjerg, 
Aarhus Universitet, Health, 
Direkte telefon: 5177 9548

Navnenyt, Health, Ph.d.-studerende, Graduate School of Health, Post doc, Institut for Biomedicin, Institut for Folkesundhed, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Odontologi, Institut for Retsmedicin