Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

“Forskere skal gå i dialog med omverdenen”

Læs dekan Lars Bo Nielsens tale til March for Science i Aarhus den 22. april 2018.

22.04.2018

Dekan Lars Bo Nielsen talte ved March for Science i Aarhus den 22. april i år.

Af Lars Bo Nielsen, dekan ved Health, Aarhus Universitet

Når vi står her i dag, er det for at hylde videnskabens rolle i samfundet.

Og hvis videnskaben skal spille en rolle i samfundet, skal den interagere med samfundet; være en del af samfundet.

Selv om man kan mene, at vi står her på et bagtæppe af fake news og alternative facts, så er formålet med Marchen at fejre forskning - og fejre den rolle forskningen spiller i verden og i hverdagslivet. Det er altså en positiv bevægelse - og det vil altid være positivt, når viden interagerer med samfundet.

Det er også det, vi gør i dag: Interagerer.

Vi mødes med mennesker. Vi mødes på tværs af fag, forskning og forforståelser. Ja, vi mødes over alt i verden - på tværs af sprog, forskningstraditioner og politiske vilkår.

Det er derfor glædeligt at se jer alle her i dag støtte op om den her sag.

Erasmus Montanus

Men samspillet mellem forskning og samfund har ikke altid haft lige gode betingelser. Set i det brede, historiske perspektiv svinger verdenspendulet frem og tilbage.

Vi har haft oplysningstiden med de store, franske filosoffer. Her havde videnskaben vind i sejlene. Man troede på fornuften som et kritisk redskab. Man mødtes i begejstring over de nye naturvidenskabelige erkendelser. Man gik til angreb på tidligere tiders dogmer, fordomme, censur og autoriteter.

Men også i oplysningstiden havde videnskaben svære kår.

Vi kender alle Holbergs historie om den unge student Rasmus Berg, der tager til København for at studere.

Efter nogle år på universitetet vender Rasmus tilbage til sin fødeegn. Nu kalder han sig Erasmus Montanus - fint skal det være.

Hjemme igen på fødegården hos Mor Nille begynder Erasmus at interagere med sin omverden.

Han påstår, at jorden er rund - selv om enhver jo ved selvsyn kan se, den er flad. Og han hævder (med en logisk fejlslutning), at mor Nille er en sten:

"En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!"

Historien ender selvfølgelig med, at Rasmus er nødt til at tage sine ord i sig og give landsbyen ret i, at jorden er flad.

Eske Willerslev

Men også i dag kan det være lidt op ad bakke, når videnskaben interagerer med omverdenen.

Forleden så jeg et tv-program med professor Eske Willerslev. Det er ham, der er bror til Rane, som har et museum. Rane har også et tv-program.

Nå, men Eske Willerslev bliver i programmet kontaktet af en jødisk millionær fra New York, Zecharia Sitchin. Sitchin har en teori om, at menneskets civilisation er grundlagt af aliens fra rummet. Han mener, at beviset ligger begravet hos en sumerisk dronning, hvis knoglerester ligger bag lås og slå på National Museum of History i London. Og han vil have Willerslev til at undersøge sagen.

Det skorter ikke på skepsis fra Eske Willerslevs videnskabelige kolleger. De frygter, at et samarbejde med nogle skøre, amerikanske UFO-entusiaster vil ødelægge både Eskes Willerslevs personlige omdømme og kaste snavs på det grundforskningscenter, de selv er del af.

Trods advarslerne vælger Eske at tage udfordringen op. Han rejser til New Mexico og får en rundvisning i et samfund præget af UFO-fanatikere - hele byen hylder alien-kulturen.

På baggrund af sit videnskabelige renommé får Willerslev udleveret fragmenter af den sumeriske dronning fra The Natural History Museum i London og går så ellers videnskabeligt til værks.

Via DNA-analyser kan Willerslev påvise, at den sumeriske dronning er et helt almindeligt menneske - og ikke en alien fra outer space.

Afslutning

Og hvad kan vi så lære af det?

Vi kan lære, at vi som forskere og videnskabsfolk skal udvise åbenhed over for alternative modeller – så længe de kan testes videnskabeligt.

Vi kan lære, at samtalen, dialogen, interaktionen med omverdenen er vigtig. At vi kan komme langt ved at mødes.

Vi kan også lære, at det bedste værn mod fakta-resistens og viden-skeptikere er dokumentation og fakta, formidlet på en måde, så det er til at forstå.

Videnskab spiller en vigtig rolle i vores liv og giver os indsigt i verden.

Det er derfor, vi står her i dag.

Så min opfordring vil være: Gå ud og interagér med verden.

Det er på den måde, videnskaben bliver en del af samfundet.
Det er vores rolle.

Arrangement, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen