Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskning for folket på menuen

Universitetets forskere gjorde deres viden spiselig for de over 1000 besøgende, som var mødt op til Forskningens Døgn i Stakladen torsdag d. 27. april. Her blev publikum klogere på alt fra lamaer til liv i rummet.

28.04.2017 | Ida Hammerich Nielson

Fysikshow og kemishow er en fast del af Forskningens Døgn og leverede traditionen tro underholdende og dramatiske eksperimenter. Foto: Lars Kruse

Lektor i kemi Mogens Christensen gør publikum klogere på magnetismens fascinerende verden. Foto: Lars Kruse

Matematik er andet og mere end tal - og matematik kan også være smuk. Det viste ph.d.-studerende ved hjælp af små skulpturer. Foto: Lars Kruse

Flere børn havde fundet vej til Forskningens Døgn. Foto: Lars Kruse

Stakladen havde for en dag skiftet dagens ret ud med forskning i øjenhøjde, da universitetets historiske samlingssted dannede rammen om Forskningens Døgn. Det stemningsfulde rum og de tilstødende lokaler summede af nysgerrige besøgende og fortællelystne forskere, der stod klar til at formidle deres forskning i bl.a. Parkinsons Sygdom, selfies og smuk matematik. Over 30 forskere deltog i årets arrangement, som med et bredt program inkluderede alle fire fakulteter.

Magnetisk forskning
På standen ”Sofistikerede magneter” står lektor i kemi Mogens Christensen med magneter, rør, sølvpapir, dele fra mobiltelefoner og andre dimser. Han tager en magnet og lader den falde gennem en rulle sølvpapir. Den falder overraskende langsomt. Dernæst lader han magneten falde gennem et kobberrør. Det føles som en evighed, før magneten langsomt nærmest svæver ud i den anden ende.

”Det skyldes, at magnetfelterne kæmper mod hinanden”, forklarer lektoren og fortæller videre, hvordan magneter findes overalt omkring os i dagligdagen og blandt andet bruges til at danne strøm.

Mogens Christensen deltager i Forskningens Døgn, fordi han gerne vil dele sin forskning med omverdenen.

”Jeg vil gerne give noget tilbage og vise skatteyderne, hvad de får for deres penge. Det er vigtigt, at vi forskere kommer ud og fortæller, hvad vi forsker i – og ikke mindst hvorfor, vi forsker i det. Og så er det faktisk ret sjovt at være med. De besøgende har nogle gode spørgsmål. På den måde kan Forskningens Døgn være en øjenåbner for både forskerne og publikum”, siger han.

Folkeskoleelever vilde med forskning
To af de interesserede tilhørere ved magnetstanden er Søren Landkildehus og Søren Kronborg fra 7. A. på Risskov Skole. De er taget til Forskningens Døgn på eget initiativ.

”Jeg interesserer mig rigtig meget for kemi og matematik og den slags, som gør os klogere på, hvordan verden fungerer, siger Søren Landkildehus.

Begge drenge nikker bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt de kunne tænke sig at læse naturvidenskab på universitetet en dag.

Forskningens Døgn på Aarhus Universitet er en del af Uddannelses- og Forskningsministeriets landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år i uge 17 med over 600 events og mere end 75.000 besøgende. 

Se videoer fra speedforedraget” Selfies and Body Image”

Se video fra speedforedraget ”Drabelig forsker forsker i drab”

Se video fra speedforedraget "AU is going to Space"

Se flere billeder fra dagen

Arrangement, Alle grupper, Alle AU-enheder, Ledelsen, Ekstern målgruppe