Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fremtidens undervisning

Hos INNO-X Healthcare har man i samarbejde med virksomheden Lean Business Denmark kastet sig over, at udvikle videobaseret E-læringsmateriale, som skal styrke undervisningen på INNO-X’s forskelige kurser.

26.04.2017 | Niels Skjødt

Kathrine Arlander skal over de næste tre måneder arbejde med, hvordan INNO-X Healthcare bedst kan udvikle og formidle E-læringsmateriale.

Hvis kursisterne har tilegnet sig den grundlæggende viden og teori hjemmefra, så kan man bruge tiden på selve kursusdagene mere fornuftigt, til fordel for alle. Det er det grundlæggende ræsonnement for at INNO-X Healthcare er gået i gang med et udvikle E-læringsmateriale til deres kurser.

“Hvis vi kan undgå at bruge halvdelen af den sparsomme tid vi rent faktisk har med vores kursister, på at gennemgå teori, de ligeså godt kunne have lært hjemmefra, så får de mere ud af forløbet” fortæller Martin Vesterby, Director of Research and Innovation, INNO-X Healthcare, om baggrunden for platformen.

Video frem for tekst

Planen er at undervisningsmaterialet skal formidles via en online platform og skal have en form for videoformat. “I forhold til tekstbaseret materiale, er det ofte nemmere at formidle et budskab og fastholde folks fokus med video og visualiseringer” fortæller Martin Vesterby om valget af format.

“Vi er stadig tidligt i udviklingsfasen og arbejder behovsdrevet og med elementer af pretotyping, så lige præcis hvordan det hele kommer til at tage sig ud, det ved vi ikke endnu. Vi har tilknyttet Kathrine Arlander der er ekspert i grafisk facilitering, og som skal arbejde videre med hvordan vi bedst formidler det her materiale” uddyber Martin Vesterby.

Fremtiden inden for undervisning

I 2016 tilbød over 700 universiteter verden over en form for onlinebaseret undervisning, og over 58 millioner studerende deltog på de mange forskellige kurser.

“E-læring og online undervisning er den største forandring vi nogensinde har set inden for undervisning - også på universiteterne” understreger Martin Vesterby, der ikke er i tvivl om perspektiverne ved E-læring. “Når vi kigger ud på den internationale scene, er tendenserne tydelige, og når vi kigger indad og holder det sammen med vores erfaringer og mål, er potentialet i det her projekt åbenlyst og vi har rigtig store forventninger til det fremadrettet” afslutter han.

Uddannelse, Videnskabelig medarbejder, Innox, Innox