Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Her er sekretariatslederen og de nye viceinstitutledere

Tre af de fire poster under institutlederen i den nye institutledelse er nu besat. Fra 1. august 2017 kommer institutledelsen på IOOS til at bestå af institutlederen, en viceinstitutleder for forskning og talent, en viceinstitutleder for uddannelse, institutsekretariatslederen og en klinikleder.

06.06.2017 | Lise Wendel Eriksen

Institutsekretariatsleder: Mariann Bøje

Mariann Bøje har mere end 25 års erfaring med offentlig administration – langt hovedparten har været i regi af Aarhus Universitet; først som institutsekretær ved Institut for Erhvervs- og Samfundsbeskrivelse på Handelshøjskolen, siden som studienævnssekretær på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og siden 2004 som institutsekretær/sekretariatsleder på det tidligere Institut for Odontologi.

Mariann Bøje har bl.a. en diplomuddannelse i ledelse og akademiuddannelsen i offentlig forvaltning og administration samt 13 års erfaring med personaleledelse. Hun sidder med i flere udvalg, netværk og styregrupper på tværs af AU.

Viceinstitutleder for forskning og talent: Lene Baad-Hansen

Lene Baad-Hansen er uddannet tandlæge fra AU i 1996, hvorfra hun også er ph.d. (2006) og har en doktorgrad (2016). I dag er hun lektor ved Sektion for Orofacial Smerte og Kæbefunktion, hvor hun bedriver undervisning, forskning og patientbehandling, og hun har ind til 2014 haft tilknytning til privat praksis sideløbende med forskerkarrieren.

Lene Baad-Hansen er medlem af flere internationale og interdisciplinære forskningssamarbejder, ligesom hun er medlem af Akademisk Råd og styregruppen for det nye forskningsrettede talentforløb på Healths kandidatuddannelser. Hun fungerer også som odontologisk konsulent for bl.a. Retslægerådet og Tandskadeankenævnet.

Viceinstitutleder for uddannelse: Caroline Bindslev Hørsted

Caroline Bindslev Hørsted er uddannet tandlæge fra Århus Tandlægehøjskole 1991. Siden 1992 har hun været ansat på det tidligere SKT i forskellige funktioner; fra 2006 har Caroline Bindslev Hørsted været leder af klinikassistentuddannelsen og medlem af SKT’s ledergruppe. Fra 2014 har hun været viceskoleleder og blev i 2016 medlem af interimledelsen på IOOS. Hun har i mere end 10 år arbejdet med ledelse og strategiudvikling og har gennemført flere lederudviklingsforløb.

Caroline Bindslev Hørsted har stor erfaring med at udvikle, planlægge og gennemføre uddannelser og undervisning og har ledet implementering af flere uddannelsesreformer. Hun har også fokus på efter- og videreuddannelsesområdet og er medlem af Tandlægeforeningens Årskursuskollegium og er faglig koordinator for Konference for klinikassistenter i samarbejde med Tandlægeforeningens efteruddannelse.

Kliniklederstillingen forventes besat ved udgangen af juni 2017.

Navnenyt, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, IOOS, IOOS, Administrativt, Teknisk/administrativ medarbejder, SKT, Ph.d.-studerende, Institut for Odontologi