Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hjernesamlingen flyttes til Odense

De mere end 9000 hjerner fra psykiatrisk hospital overdrages til et nyt hjerneforskningscenter i Region Syddanmark. Det glæder samlingens nuværende leder, professor Gregers Wegener, at hjernerne bliver bevaret.

09.05.2018 | Henriette Stevnhøj

Foto af hjernemodel.

Hjernesamlingen fra det gamle psykiatriske hospital foræres til Region Syddanmark og Syddansk Universitet. Det ventes, at samlingen flyttes sydpå i slutningen af 2018. Modelfoto: Lars Kruse/AU.

Verdens formentlig største samling af hjerner fra psykiatriske patienter undgår destruktion og bliver i Danmark. Syddansk Universitet, Psykiatrien i Region Syddanmark og Odense Universitetshospital vil gerne overtage samlingen, og går det som forventet, kommer Region Midtjylland ønsket i møde ved regionsrådsmødet 30. maj.

Aftalen om overdragelsen kommer et år efter regionsrådets beslutning om at nedlægge samlingen efter faglig anbefaling fra prodekan for forskning Ole Steen Nielsen og institutleder Kristjar Skajaa. Deres argument for at afhænde samlingen var, at den forskningsmæssige værdi ikke stod mål med omkostninger ved at flytte og bevare samlingen i det nye Skejby-byggeri. Fra regionsrådet forlød det derfor, at medmindre der blev fundet en værdig aftager, skulle samlingen destrueres i 2018. Aftageren har nu vist sig i form af Region Syddanmarks og SDU’s nye hjerneforskningscenter BRIGDE, som har en ambition om at øge det forskningsmæssige udnytte af samlingen til gavn for patienterne, som det lyder i pressemeddelelsen fra Region Syddanmark.

Det glæder Gregers Wegener, professor og leder af Translational Neuropsychiatry Unit ved Institut for Klinisk Medicin, hvor samlingen har til huse i dag, at forskningspotentialet bliver vurderet positivt i Region Syddanmark.

”Jeg er oprigtigt glad for, at samlingen består og bliver i Danmark. Min store bekymring var, at årtiers arbejde med og store investeringer i at opbygge og bevare hjernerne skulle forsvinde. Det er en sjælden samling på verdensplan, og det har været en ubærlig tanke at lade den gå tabt. Nu håber jeg, at dele af vores projekter og viden kan føres videre i hjerneforskningen i Region Syddanmark”, siger Gregers Wegener.

Det er alene hjerner og journaler, som overdrages til de nye ejere. Personale fra afdelingen i Risskov bliver ikke berørt.

Institutleder står ved beslutning

Samlingen af hjerner fra psykiatriske patienter blev grundlagt i 1945, da Statshospitalerne i Danmark begyndte at udtage hjerner fra afdøde patienter med skizofreni, depression og demenssygdomme og sende dem til undersøgelse på det daværende Hjernepatologiske Institut. Der blev samlet hjerner ind frem til 1982, og i fagkredse betegnes samlingen som forskningsinteressant, fordi hjernerne ikke har været udsat for moderne medicin.

Kristjar Skajaa, leder af Institut for Klinisk Medicin, står fortsat ved sin beslutning om ikke at tage hjernesamlingen med i flyttegodset, når det gamle psykiatriske hospital i Risskov rømmes og flyttes til Skejby.

”Man kan ikke nedlægge og afvikle, uden nogle ærgrer sig og er uenige i beslutningen. Efter afklaringsprocessen vurderede jeg, at forskningsværdien var for beskeden sammenholdt med de udgifter, der var forbundet med at flytte og bevare samlingen for eftertiden. Men jeg er meget glad for, at samlingen finder dens plads i Syddanmark, og jeg håber, at den kan komme til gavn i fremtiden”, siger Kristjar Skajaa.

Pressemeddelelse fra Region Syddanmark: 9000 hjerne flytter fra Aarhus til Odense.

Kontakt

Professor Gregers Wegener
Aarhus Universitet, Translational Neuropsychiatry Unit
wegener@clin.au.dk
M: 51 71 74 03

Institutleder Kristjar Skajaa
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
kristjar.skajaa@clin.au.dk
T: 78 45 90 00

 

Tidligere artikler om hjernesamlingen: 

Hjernernes skæbnedag er udsat (12-12-17)
Hjernesamlingen nedlægges - måske (23-6-17)
Hjernesamlingen på Risskov nedlægges (19-4-17)

  

Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Klinisk Medicin, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Offentligheden/Pressen