Henrik Wiggers er ny klinisk professor i hjertesvigt på Aarhus Universitet. Han skal forske i behandling af hjertesvigt og i de fysiologiske ændringer, der følger med sygdommen.
11.04.2019 |
Som klinisk professor skal Henrik Wiggers stå i spidsen for fire forskningsprojekter om hjertesvigt. Han skal fortsætte sit arbejde med at lede det landsdækkende studie DANHEART, hvor 1.500 patienter med hjertesvigt skal afprøve to nye behandlinger. Forskerne skal blandt andet undersøge forebyggende behandling af forstadier til diabetes hos patienter med hjertesvigt.
Udover det skal han også arbejde videre med resultater fra sin forskningsgruppe, som har udført det første studie i verden med behandling af ketonstoffer hos patienter med hjertesvigt.
Og i samarbejde med MR-forskningscentret fortsætter Henrik Wiggers en række hjertestudier. Det sker med en ny teknologi, der kan lave et ’fingeraftryk’ af stofskiftet i hjertet og derned øge forståelsen af sygdomsprocessen i det svigtende hjerte.
Derudover er Henrik Wiggers også en del af et forskningsprojekt, der kigger på medicinsk behandling af patienter med forsnævret hjerteklap: Her er målet at undersøge, om blodtrykssænkende behandling kan forhindre, at patienterne skal hjerteopereres.
Klinisk professor Henrik Wiggers
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Hjertesygdomme
Mobil: 22 75 32 02
Mail: henrikwiggers@clin.au.dk