Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvem er vores nye institutleder?

Næste store milepæl i fusionen af IO og SKT er ansættelsen af en ny institutleder. Ansøgningsfristen udløb i februar, og ansættelsesprocessen er nu i gang.

18.03.2016 | Lise Wendel Eriksen

Ansættelsesprocessen af en ny institutleder M/K er i gang

Spørgsmålet om, hvem der skal stå i spidsen for det nye Institut for Odontologi og Oral Sundhed er aktuelt her godt tre måneder efter fusionen blev vedtaget af Aarhus Universitets bestyrelse i december 2015.

Svaret er, at det ved vi ikke endnu. Den ledige institutlederstilling har været annonceret i fagmedier i hele Skandinavien, og ansøgninger skulle være dekanen i hænde senest 15. februar i år.

Den videre ansættelsesproces foregår som ved besættelser af alle andre lederstillinger på AU. Den eller de potentielle kandidater skal igennem to samtalerunder med et ansættelsesudvalg og igennem en lederprofiltest. Herefter vurderer ansættelsesudvalget, om man har fundet den kandidat, der kan bestride stillingen som instituttets nye styrmand M/K.

Ansættelsesudvalget består af sundhedsdekan Allan Flyvbjerg, de to konstituerede ledere Anne B. Christensen fra SKT og Eva Karring fra IO, professor Ann Wenzel (IO), undervisningsassistent Lotte Andersen (SKT), institutleder ved Institut for Retsmedicin Christian Lindholst og prodekan Lise W. Bach.

Ny institutleder til sommer

Det er planen, at den nye institutleder tiltræder stillingen 1. juni eller hurtigst muligt herefter. Den nyansatte institutleder får det overordnede ansvar for, i en inddragende proces, at realisere fusionen.

Den kommende institutleder får dog god hjælp af de nuværende konstituerede ledere, som tilsammen skal udgøre en overgangsledelse i det første år. Triumviratet skal bl.a. sikre den organisatoriske og ledelsesmæssige sammenlægning af de to enheder.

Mens navnet på den nye institutleder endnu er ukendt, er det ganske vist, at den kommende leder af IOOS skal være visionær og have gode kompetencer inden for det tandfaglige område, forskning, uddannelse, ledelse og relationsopbygning. 


Yderligere oplysninger

Allan Flyvbjerg, dekan
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 51 77 95 48
dean.health@au.dk

Politik og strategi, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Odontologi, Health, Navnenyt, Videnskabelig medarbejder, Uddannelse, Samarbejde