Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Indførelsen af kræftpakkeforløb har positiv indflydelse på prognosen

Noget tyder på, at henvisning fra almen praksis for symptomatiske kræftpatienter til kræftpakker betyder noget for prognosen. Henry Jensen, postdoc ved CaP, har publiceret studiet i BMC Cancer.

23.11.2017 | Marlene Lauridsen

Implementeringen af standardiserede kræftpakkeforløb har medført hurtigere udredning og behandling af kræftpatienter i Danmark. Samtidig rapporteres kræftoverlevelsen at være forbedret. Det er dog uvist, om overlevelsen primært skyldes fremgang blandt symptomatiske patienter eller ikke-symptomatiske patienter (fx patienter diagnosticeret via screening).

Dette studie undersøger den prognostiske effekt i form af overlevelse og dødelighed blandt symptomatiske kræftpatienter, som er udredt via almen praksis. Resultaterne viser, at den relative 3-årsoverlevelse for symptomatiske kræftpatienter steg fra 45 % til 54 % over tid, og at 3-årsdødeligheden var 35 % højere før indførelsen af kræftpakker. Studiet viser også, at patienter, som blev henvist fra almen praksis til en kræftpakke, generelt havde en lavere dødelighed end patienter, som blev henvist på anden vis. Indførelsen af kræftpakker i Danmark synes således at have haft en positiv indflydelse på prognosen blandt symptomatiske kræftpatienter, som er udredt via almen praksis.  

 

 

 

Forskning, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, CAP, CAP