Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Infosiden om OK18 er nu opdateret med alle lockoutvarsler

Informationssiden på medarbejderservice om OK18 er nu opdateret med lockoutvarslerne fra Moderniseringsstyrelsen for alle hovedorganisationer vedrørende ansatte på Aarhus Universitet.

19.03.2018 | AU HR

Foto: Lars Kruse

Hovedorganisationerne Akademikerne, CO10 (Centralorganisationen af 2010), OAO (Offentligt Ansattes Organisationer), LC (Lærernes Centralorganisation) samt Journalistforbundet er varslet lockoutet med virkning fra døgnets begyndelse den 10. april 2018. Disse organisationers medlemmer er med andre ord omfattet af lockouten fra dette tidspunkt. Datoen vil kunne rykkes, hvis forligsinstitutionen beslutter dette. Lockouten træder ikke i kraft, hvis parterne forinden har aftalt nye overenskomster.

Hold dig løbende orienteret på Informationssiden om overenskomstkonflikten OK18. I toppen af siden vil det med dato og klokkeslæt fremgå hvilke oplysninger, der senest er opdateret.

Hvem er ikke omfattet af lockouten?

Størstedelen af alle universitetets ansatte er omfattet af lockouten med undtagelse af følgende medarbejdere:  

  • Tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte.
  • Chefer ansat under overenskomsten for akademikere i staten og lønmæssigt indplaceret i lønramme 36 og derover.
  • Chefkonsulenter med personaleledelsesansvar.
  • Medarbejdere, som er undtaget ved central eller decentral aftale om nødberedskab. De pågældende får direkte information.
  • Medarbejdere ansat på individuel kontrakt, hvor ansættelsen ikke er omfattet af en overenskomst, fordi ansættelsesforholdet ligger uden for overenskomstens gyldighedsområde/dækningsområde.
  • Elever er normalt undtaget fra konflikt (via hovedaftalerne).
  • Ansatte, der har tjenestefrihed uden løn. Hvis tjenestefriheden ophører under konflikten, er de pågældende omfattet fra dette tidspunkt.
  • Medarbejdere, der ikke er medlemmer hos de organisationer, konfliktvarslet omfatter.

Bemærk: Hvis du ikke er omfattet af det afgivne lockoutvarsel, bedes du hurtigst muligt via mail meddele dette til din nærmeste leder og din lokale HR-afdeling.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du er stillet under en lockout, opfordres du til at rådføre dig med din faglige organisation. Find din tillidsrepræsentant her   

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet, Enhedsadministration