Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Iværksættere kan få mere fleksible studievilkår på AU

Ny ordning giver Aarhus Universitets studerende bedre mulighed for at kombinere uddannelse og iværksætteri.

03.02.2017 | Thomas Sørensen

Nu kan iværksættere få mere fleksible studievilkår på Aarhus Universitet.

Aarhus Universitet har udviklet et pointsystem, der vurderer iværksættere inden for fire overordnede kategorier.

Der er gode nyheder til studerende med iværksætterdrømme på Aarhus Universitet.

Nu vil en ny ordning nemlig kunne give mere fleksibilitet i studieforløbet, hvis arbejdet med den gode forretningsidé kræver en særlig indsats i en periode.

Ifølge prorektor Berit Eika skal ordningen gøre det muligt for flere studerende at kombinere iværksætteri og uddannelse, så man ikke er nødt til at fravælge det ene for at få tid til det andet.

”Dygtige iværksættere har stor værdi for samfundet, og på Aarhus Universitet vil vi bidrage til at udklække endnu flere. Ved at tilbyde rådgivning og åbne op for lidt mere fleksibilitet i studieforløbet kan vi gøre det lettere at holde iværksætterdrømmen i live uden at skulle gå på kompromis med sin uddannelse”, fortæller hun.

 

Inspiration fra elitesporten

Ordningen er inspireret af Aarhus Universitets succesfulde ’dual career-koncept’ for elitesportsudøvere. Her har topatleter i en årrække haft mulighed for at få særlig støtte i deres studieforløb, og det har man så gode erfaringer med, at konceptet nu udvides til iværksættere.

”Vores elitesportsprogram tæller flere OL- og VM-medaljevindere, og vi kan se, at atleterne samtidig klarer sig godt på deres uddannelse. Der er ingen tvivl om, at det er krævende at køre på to spor samtidig – dispensation eller ej. Men erfaringen viser, at det kan lade sig gøre, hvis man er meget målrettet og indstillet på at arbejde hårdt. Og det er iværksætterne”, udtaler Berit Eika.

 

Markedsinteresse og engagement vejer tungest

Et CVR-nummer og et firmanavn er dog langt fra nok, hvis man som studerende vil have lidt bedre vilkår for at udvikle sin forretningsidé.

Aarhus Universitet har udviklet et pointsystem, der vurderer iværksættere inden for fire overordnede kategorier: Virksomhedens produkt, virksomhedens styrker, markedets interesse og den studerendes engagement.

Især de to sidste kategorier vejer tungt i den endelige bedømmelse. Her er det blandt andet kriterier som omsætning, markedsefterspørgsel og deltagelse i iværksætterfællesskaber, der spiller ind.

Ansøgerne kan maksimalt hente 36 point, men uanset den endelige score, så er det de lokale studienævn, der suverænt afgør, om en studerende kan tildeles dispensation. Pointsystemet er tænkt som en støtte til nævnene, og det er samtidig med til at sikre ensartede og gennemsigtige krav for ansøgerne.

Aarhus Universitet evaluerer den nye ordning og pointsystemet i februar 2018. 

Talentudvikling, Alle grupper, Ekstern målgruppe, Enhedsadministration, Uddannelse