24.05.2013 | Ruben Engrob Nielsen

Svar fra Morten Dige, lektor i filosofi:

Det meget korte svar og mit personlige synspunkt: Nej, det kan man ikke, men der er på den anden side meget stærke forhåbninger i den retning.

Der har været mange forsøg på at skyde genvej til noget, man kunne kalde lykke. Nogle forsøger at dope sig lykkelige på forskellige måder, f.eks. ved at bruge euforiserende midler. Alt andet lige, må det forstås som bestræbelser i retning af at blive lykkelig.

Det er dog en velkendt historie, at denne genvej ikke virker i det lange løb. Det ville være en myte at snakke om den lykkelige narkoman.

Man har altid ment, at det var på grund af nogle mere uforudseelige forhold, at man ikke lige kan dope sig eller bruge euforiserende midler til at blive lykkelig. Man kunne forestille sig, at man på sigt kunne optimere midlerne, så de ville fungere uden bivirkninger, men det er et meget omdiskuteret emne.

I virkeligheden er det en klassisk dystopi at forestille sig de perfekte former for euforiserende midler. Det er det, som den engelske forfatter Aldous Huxleys "Fagre nye verden" skildrer. Her har man midlet "soma", som gør folk lykkelige i en vis forstand. Den dystopiske side er at folk derfor befinder sig i en lykkelig uvidenhed om virkeligheden. De bliver passive og mangler kritisk sans. En af moralerne fra Huxleys side er, at der findes andre ting i livet end at blive lykkelig i den forstand. Det er også vigtigt at være autentisk og have en nogenlunde adækvat virkelighedsopfattelse, og den er jo netop blevet ofret på lykkens alter i den fagre nye verden.

Ingen standarddefinition

Hele diskussionen afspejler også, at lykkebegrebet ikke har nogen standarddefinition. Det er et virkelig omstridt begreb. Det knytter sig etymologisk til begrebet om at lykkes, og her kan jagten på ekstase ved hjælp af bioteknologiske midler måske nærmere stille sig i vejen for, at man lykkes i en bredere og mere kompleks forstand som menneske.

Så det bredere og tidsligt langstrakte billede af, hvad lykken er kræver i højere grad en selvstændig indsats fra personen. Her vil man bagefter kunne sige "det var et resultat af min indsats, at mit liv blev, som det blev, og ikke et resultat af, at jeg sprøjtede nogle bestemte kemiske væsker ind i mine blodårer, eller jeg blev manipuleret med lægemidler på bestemte måder.

Er det en form for selvbedrag, når man stiller sig tilfreds med de muligheder, der nu engang er?

Det er et rigtig interessant spørgsmål. Der er vel en hårfin balance, hvor man på den ene side resignerer og siger "nå, jeg kunne ikke få det, jeg egentlig ønskede mig" eller "hvis jeg ikke kan få den, jeg elsker, så må jeg elske den, jeg får." På den anden side kan man også få øje på nogle værdier i det, der umiddelbart ikke så godt ud.

Her er tale om to fænomener, hvor resignationen og opgivelsen af drømme står over for den situation, hvor man finder ud af, at et i det ydre forholdsvist almindeligt liv faktisk kan være temmelig righoldigt og dybt.

Hvis man altså forstår lykke på en måde, der knytter an til en aristotelisk opfattelse om et godt liv i en bredere forstand, så vil jeg ikke mene, man kan snyde sig til lykken. Et godt liv må nødvendigvis bestå af flere dimensioner, der sammen kan danne et nogenlunde sammenhængende hele, og det kræver en vedvarende engageret indsats fra personen selv. Det kan man ikke skyde genvej til, vil jeg hævde.

Af Ruben Engrob Nielsen
Kommunikation@adm.au.dk