Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kendte ansigter er ansat på administrative lederposter

Nete Dorff Ramlau-Hansen er ny leder af fakultetssekretariatet, og Lise Terkildsen er ansat som ny leder af forskeruddannelsen på Health.

08.03.2016 | Sabina Bjerre Hansen

Nete Dorff Ramlau-Hansen (t.v.) og Lise Terkildsen er tiltrådt som nye funktionschefer i Administrationscenter Health.

Nete Dorff Ramlau-Hansen (t.v.) og Lise Terkildsen er tiltrådt som nye funktionschefer i Administrationscenter Health.

To velkendte ansigter er blevet ansat som nye funktionschefer i Administrationscenter Health.

I fakultetssekretariatet er det Nete Dorff Ramlau-Hansen, der fremover skal stå i spidsen for 7 medarbejdere, som understøtter fakultetsledelsen og dekanatet.

Koordinering og medinddragelse er nøgleord

”Vores opgave er at omsætte fakultetets strategiske planer til konkrete aktiviteter, at koordinere med andre dele af universitetet og at arbejde med processer, der sikrer medinddragelse,” siger Nete Dorff Ramlau-Hansen.

”Jeg vil gerne stå i spidsen for et fakultetssekretariat, der udviser en høj grad af ansvar for opgaven og et stort engagement. Et sekretariat, der arbejder med koordinering og helheder, og som har fokus på modtagerne af vores ydelser, hvad enten det er institutterne, øvrige administrationsenheder, andre fakulteter eller dekanen.  Og et sekretariat med en høj grad af trivsel og arbejdsglæde, hvor vi løfter sammen,” siger den nye funktionschef i fakultetssekretariatet.

Nete kommer fra en stilling som kvalitetschef på Aarhus Universitetshospital. Hun har fungeret som daglig leder og rådgiver i fakultetssekretariatet på Health i efteråret 2015 og er nu fastansat som funktionschef samme sted.

Vi skal tænke og arbejde smartere

Hos forskeruddannelsen er Lise Terkildsen daglig leder for 13 medarbejdere. Hun har det overordnede ansvar for den administrative drift og udvikling af forskeruddannelsen på Health, herunder forskningsår, ph.d.-uddannelse og doktorafhandlinger.

”Vi skal levere professionel, effektiv og sammenhængende administrativ støtte til alle parter involveret i forskeruddannelse. Herudover skal vi udbygge vores samarbejde og koordinering med institutterne og de øvrige afdelinger i administrationscentret,” siger Lise Terkildsen.

”I de kommende år vil jeg have fokus på, hvordan forskeruddannelsen kan blive en endnu mere effektiv administration, uden at den oplevede service og faglige kvalitet bliver ringere. Faktisk skulle den helst blive bedre – samtidig med, at vi fortsat skal have en arbejdsplads, der er præget af trivsel og arbejdsglæde,” siger Lise Terkildsen.

Lise Terkildsen har været konstitueret i stillingen som funktionschef for forskeruddannelsen i knapt et år. Inden da var hun teamleder samme sted. Lise kom i januar 2012 til Health fra en stilling som HR-chef i Midttrafik.

 

Yderligere oplysninger

Funktionschef Nete Dorff Ramlau-Hansen
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – HE Fakultetssekretariatet
Mobil: 2099 9059
nrh@au.dk

Funktionschef Lise Terkildsen

Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – HE Forskeruddannelsen

Direkte tlf.: 8716 8387 lte@au.dk

 

 

 

Administrativt, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Health, Teknisk/administrativ medarbejder