Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Knæk Cancer-millioner til prostataforskning

Forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har modtaget seks millioner kroner til at forske i mere individuel behandling af prostatakræft. Bevillingen kommer fra de penge, danskerne gav til Kræftens Bekæmpelse under sidste års Knæk Cancer-kampagne.

07.11.2013 | Helle Horskjær Hansen

Bevillingsmodtager Michael Borre, Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, Urologisk Afdeling.

Bevillingsmodtager Michael Borre, Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, Urologisk Afdeling.

Prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd. Hvert år rammer prostatakræft godt 4200 danske mænd. Mere end 1100 mænd dør hvert år af sygdommen på trods af kræftbehandlingen.

Professor Michael Borre ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har sammen med hospitalets MR-center og Afdeling for Nuklearmedicin, Patologi og Onkologi fået lidt over seks millioner fra Kræftens Bekæmpelse til projektet: ”Individuel behandling af prostatakræft - Ortogonale tumorbiologiske aspekter ved prostatakræft.”

”Rigtigt mange mænd bliver ramt af prostatakræft. Og det er en diagnostisk udfordrende og svært forudsigelig sygdom. Vi har ingen enkelt metode til rådighed, som kan give den afgørende information om sygdommen,” siger Michael Borre.

Mangler viden om prostatakræft

Hans projekt vil blandt andet undersøge og udvikle nye billeddannende metoder i forhold til at vurdere deres betydning for præcist at kunne diagnosticere og forudsige sygdomsforløbet hos patienter med tidlig prostatakræft.

”Formålet med projektet er at udvikle nye kliniske metoder til ikke-invasiv billeddannelse af prostatakræft via nye MR- og PET/CT-applikationer,” forklarer Michael Borre.

Pengene til projektet stammer fra sidste års Knæk Cancer-kampagne, hvor danskerne gav 102 millioner kroner - de 15 millioner øremærket til forskning i kræft. I alt fik fem forskningsprojekter del i de 15 millioner kroner fra sidste års kampagne.

”Projekterne har naturligvis et særdeles højt videnskabeligt niveau. Men derudover har vi lagt vægt på, at de er meget fokuserede i deres målsætning om at bidrage til ny viden, der kan afgøre, om prostatakræften er behandlingskrævende eller ej,” siger Henrik Ditzel, der var formand for den internationale komité, der bedømte forskningsansøgningerne.

Yderligere oplysninger

Professor, overlæge Michael Borre
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Urologisk Afdeling
Mobil: 2961 2713
borre@ki.au.dk

Navnenyt, Alle grupper, Institut for Klinisk Medicin, Health