Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kom til Tilvalgsdag på AU

Er du i tvivl om, hvilket tilvalg du skal vælge? Så pak alle dine spørgsmål ned i ryksækken og tag dem med til tilvalgsdagen på AU d. 19. februar 2015.

10.02.2015 | Mette Helm

Foto: Anders Trærup, AU.

Foto: Anders Trærup, AU.

Foto: Lars Kruse, AU.

Tilvalget er det fag, du supplerer din grundfaglighed med for at få en tofaglig bachelor. Tilvalget er et selvstændigt uddannelsesmodul, som giver dig mulighed for at tone din uddannelse og skabe din helt egen faglige profil. Dit valg af tilvalg har betydning for, hvilke kandidatuddannelser du kan optages på, og kan også have indflydelse på dine fremtidige jobmuligheder. Derfor er det et af de vigtigste valg, du kommer til at træffe i forbindelse med din uddannelse.

Derfor er det heller ikke altid et let valg, og mulighederne er mange – heldigvis. For det giver dig gode muligheder for at sammensætte en uddannelse, der matcher netop dine karrieredrømme.

På AU’s tilvalgsdag, som holdes d. 19. februar 2015 kl. 10-16 i Søauditorierne i Universitetsparken, kan du få hjælp til at træffe den beslutning, der er rigtig for dig. Du kan møde studievejledere og studerende fra de fire fakulteter, som kan guide dig gennem de formelle regler og give dig et indtryk af de mange uddannelsers faglige indhold. På tilvalgsdagen kan du udover præsentationer af de enkelte tilvalg også høre oplæg om

  • Karrieremuligheder og -tilbud v. AU Career
  • Studie og praktikophold i udlandet på dit tilvalg v. Internationalt Center
  • Point, passion og profil på dit tilvalg v. Summer University
  • Sådan bliver du gymnasielærer v. Mikkel Kruse fra Gymnasieskolernes Lærerforening
  • Livet som gymnasielærer v. to gymnasielærere

Læs mere

Arrangement, Administrativt, Studerende, Studier, AU Uddannelse