Kvalitet kræver professionelle undervisere

Øget kvalitet på universiteterne kræver nye pædagogiske redskaber. Et samarbejde på tværs af universiteterne, kunne være en mulighed. Sådan lyder budskabet fra professor Nina Smith, der efterlyser nytænkning og opkvalificering af undervisernes kompetencer.

29.11.2013 | Mathilde Weirsøe

Flere unge tager en universitetsuddannelse, og det er positivt. Men den øgede mangfoldighed sætter kvaliteten på spil. Og det er en udfordring universiteterne må forholde sig til, mener økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet.  

 ”Vi står over for en udfordring, hvor vi har bevæget os mod et masseuniversitet, hvor flere og flere unge lukkes ind og mangfoldigheden stiger, samtidig med at vi skal bevare det grundlæggende fra eliteuniversitetet, hvor kvaliteten er i højsæde. Med andre ord: flere unge skal have en universitetsuddannelse, uden at vi går på kompromis med kvaliteten,” siger Nina Smith.

Hun understreger, at det er en udfordring, vi er nødt til at håndtere, hvis vi som nation skal klare os i den globale konkurrence.

Brug for nye pædagogiske redskaber

Universiteterne skal nytænke undervisningsformen og det kræver kompetenceudvikling:

”Hvis vi vil problemet til livs, kræver det professionelle didaktiske og pædagogiske redskaber, der kan løfte undervisningen på universiteterne. Det er ikke gjort med et lynkursus i undervisningsteknik, hvor den enkelte underviser efterfølgende selv skal udvikle og følge op – det er for stor en omkostning for den enkelte. Løsningen kunne være, at etablere brede tiltag på tværs af universiteter med afsæt i den nyeste forskningsbaserede viden om, hvilke undervisningsmetoder og -former, der virker i dag,” siger Nina Smith.

Det er vigtigt, at initiativerne bliver prioriteret og fulgt op af universitetsledelsen, forklarer hun.

 ”Vi skal have gang i en proces, der gør alle undervisere på universiteterne mere professionelle i deres undervisning, så de i højere grad imødekommer de studerende, ”siger hun og påpeger, at det ikke er de unge, den er gal med, men undervisningen.

”Den dér med, at de unge er blevet dummere, den køber jeg ikke. Men de lærer på andre måder og i andre sammenhænge, end studerende gjorde for 20 år siden. Og her er universiteterne nødt til at følge med – for det er ikke forelæsningerne, der motiverer dem ,” siger Nina Smith.

Nina Smith er professor i økonomi, ved Aarhus Universitet. Hun er med i det udvalg Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser, har nedsat. Udvalget skal komme med anbefalinger til Ministeren om, hvordan vi skaber mere kvalitet i de videregående uddannelser.

Kontakt

Nina Smith,
Professor i økonomi, Aarhus Universitet.

Tlf. 6170 1288                 
E-mail: nsmith@econ.au.dk

Samarbejde, Alle grupper, Alle AU-enheder, Uddannelse