Tietgenprisen på 100.000 kr. går i år til antropolog Mads Daugbjerg, der forsker i turisme.
31.05.2013 |
Han får prisen for sin forskning i kulturturisme og for rækken af projekter i skæringsfeltet mellem oplevelsesøkonomi, kulturarvspolitik og identitetsarbejde.
Mads Daugbjerg har fornyligt afsluttet et stort samarbejde med VisitDenmark og andre turismeaktører om udvikling af den danske cykelturisme. Her har Mads Daugbjerg ledet et hold på fem feltarbejdere og assistenter, som indsamlede et omfattende materiale om den eksisterende turisme i Danmark, Østrig og Tyskland. Projektets arbejde og resultater har fået stor opmærksomhed i turismebranchen og i medierne – og har resulteret i, at en række nye koncepter er sat i søen af turismeaktører.
Mads Daugbjerg har publiceret en række videnskabelige artikler i førende danske og internationale tidsskrifter og været gæsteredaktør af særnumre på anerkendte tidsskrifter som History and Antropology og The International Journal of Heritage Studies. Hans monografi er baseret på hans ph.d.-afhandling fra 2008 om kulturturisme og national identitet ved Dybbøl og udkommer inden længe på det ansete engelske forlag, Berghahn Books.
Fakta om Tietgenprisen
Tietgenprisen belønner unge forskertalenter inden for erhvervsrettet samfundsvidenskab og humaniora, der i særlig grad har opnået resultater på den internationale scene. Prisen har været uddelt af DSEB siden 1929.