Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mennesket er en naturkraft

Vores indflydelse på naturen er efterhånden så stor, at mennesket er blevet en naturkraft. Det betyder, at vi ikke længere kan forstå naturen uden at tage højde for mennesket.

23.05.2013 | Ida Hammerich Nielson

En bulldozer.

Mennesket flytter mere jord, end naturen selv gør. I det hele taget er mennesket blevet en naturkraft, og det kræver en ny måde at se både naturen og mennesket på.

Sandstorme, flodbølger, vulkanudbrud. Naturens kræfter forandrer hele tiden jordkloden.
Men mennesket forandrer også jorden. Vores aktiviteter er efterhånden så omfattende, at de kan måle sig med naturen selv. Vi flytter mere jord, end naturen gør. Vi gør planeten varmere, vi fælder skove og udrydder dyrearter. Men vi forsøger også at genetablere noget af den natur, vi selv har fortrængt, for eksempel ved rewilding, hvor vi genindsætter fortrængte dyr i deres oprindelige natur igen. Mennesket er blevet en naturkraft, og det kræver en ny måde at se både naturen og mennesket på, lyder det fra forskerne i det nystartede, tværfaglige projekt AURA.

"Naturvidenskaben har haft en tendens til at sætte parentes om menneskelig aktivitet. Når man for eksempel har studeret økosystemer på savannen, har man talt om løver og gazeller, men ikke om afrikanske landmænd, dyrlæger, turister og krybskytter, som også griber ind i økosystemet", siger Nils Bubandt, professor i antropologi og deltager i projektet.

Omvendt har humanvidenskaben traditionelt en tendens til at sætte parentes om naturen i sit studie af menneskelig kultur, samfund og medier, mener han.

"Vi har en forestilling om, at natur og kultur er radikalt forskellige. Ja, den akademiske arbejdsdeling hviler på denne forestilling. Men vi lever i en verden, hvor selv det mest øde stykke natur er en del af en nationalstat, omfattet af internationale konventioner, gennemsyret af økonomiske interesser. Der findes ikke længere natur uden mennesker, og ét af projektets formål er at undersøge, hvordan vi kan tænke naturen på en ny måde".

Mennesket er ikke kun et kulturvæsen
Det handler imidlertid ikke kun om at forstå naturen på en ny måde. Vi skal også forstå mennesket på en ny måde. For hvis menneskets kulturelle aktiviteter er en naturkraft, må det indebære en ny forståelse af, hvad der gør mennesker til mennesker og natur til natur.

"Den klare grænse mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige er i høj grad i opbrud", siger Nils Bubandt.
 
At sætte fokus og begreber på det opbrud involverer både filosoffer, biologer og antropologer.

"Mennesket er blevet en klimatisk og geologisk kraft. For at forstå konsekvenserne af dette er det nødvendigt, at humaniora og naturvidenskab arbejder tæt sammen", begrunder Nils Bubandt det tværfaglige samarbejde. 

 


AURA
AURA (Aarhus University Research on the Anthropocene) sætter fokus på den antropocene tidsalder: den tidsalder, hvor mennesket forandrer naturen på linje med naturens egne kræfter. Projektet, som er ledet af Niels Bohr-professor og antropolog Anna Tsing, er tværfagligt med deltagelse af blandt andre biologer, antropologer og filosoffer. Projektet startede 1. september 2013 og kører indtil 2018. Læs mere om antropocen-projektet

Alle AU-enheder, Alle grupper