Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Millioner til forskning i COVID-19-behandling med antistoffer

Lektor Martin Tolstrup fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital får sammen med det danske biotech-firma Symphogen knap fem mio. kr. fra Innovationsfonden til at udvikle kunstige antistoffer mod COVID-19.

11.05.2020 | Sabina Bjerre Hansen

Martin Tolstrup fra Institut for Klinisk Medicin får nu endnu en bevilling til sin corona-forskning. Foto: Tonny Foghmar/AUH.

Martin Tolstrup fra Institut for Klinisk Medicin får nu endnu en bevilling til sin corona-forskning. Foto: Tonny Foghmar/AUH.

I forskningsprojektet CoroNAT, som lektor Martin Tolstrup står i spidsen for, skal de bedste antistoffer fra raske COVID-19-patienter danne basis for ny behandling af de mest syge COVID-19-patienter.

Martin Tolstrup og hans forskerkolleger er allerede i gang med at indsamle og analysere de naturligt dannede antistoffer fra patienter, der er blevet raske efter at have været smittet med COVID-19. Og nu tager forskerne skridtet videre og identificerer den molekylære kode for en lang række af de mest effektive antistoffer. Det sker i samarbejde med firmaet Symphogen i Ballerup.

Antistoffer kan hæfte sig fast på coronavirussets spike-proteiner og derved forhindre det i at trænge ind i cellerne. Illustration: Jonathan Bjerg Møller/Health Kommunikation.   

Masseproduktion af kunstige antistoffer

Målet er at udvikle og iværksætte storskala-produktion af kunstige og stabile antistoffer baseret på den molekylære kode fra de bedste naturlige antistoffer. Disse rent producerede antistoffer kan bruges til forebyggelse og behandling af COVID-19. Derudover kan viden om, hvordan de bedste antistoffer binder til corona-virus muligvis anvendes til vaccine-udvikling.

Bevillingen på 4,9 mio. kr. er en del af Innovationsfondens ekstraordinære COVID-19-call.

Omtalen er delvist baseret på pressemateriale fra Innovationsfonden.

Læs mere om Martin Tolstrups corona-forskning i artiklen ”Kan blod fra helbredte COVID-19-patienter hjælpe nysmittede?” på fakultetets hjemmeside.

Kontakt

Lektor, cand. scient. Martin Tolstrup
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Infektionssygdomme
Mobil: 20 67 97 41
Mail: mtol@clin.au.dk

Bevillinger og priser, Forskning, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Health, Sundhed og sygdom, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Videnskabelig medarbejder, Health