Min yndlingsunderviser: Hans Fink

Mon ikke de fleste af os kan huske især én af vores undervisere, som ham eller hende, der gjorde en forskel for vores studie? I en ny serie vil vi opsøge lige netop de undervisere, som viste os underet, gav os mod på faget og universitetet, lærte os at studere eller på anden måde gjorde noget, der fik ham eller hende til at være den, vi husker som vores yndlingsunderviser.

19.12.2014 | Bjørg Tulinius

Fotos: Lars Kruse

Og så må man vel starte med sig selv....
Jeg var 20 år, da jeg begyndte på filosofistudiet. Dengang holdt filosofi til i de gule bygninger på Ndr. Ringgade, med teologerne til venstre, idehistorikerne ovenpå, og engelsk til højre. Vi havde det meste af vores undervisning i kælderen, hvor der lugtede helt specielt. En blanding af sure sokker og gammelt vaskevand og med et lysindfald, der nærmest kunne give os vinterdepressioner hele året. Og her sad vi så og blev introduceret til Platons hulelignelse og Kants kategoriske imperativ.


Det var stort – og en smule angstprovokerende at begynde på universitetet. De medstuderende virkede næsten allesammen klogere og mere belæste. Forelæsningerne i logik var alt andet end logiske, og metafysik var et helt nyt begreb, der for alvor åbnede de mentale frontallapper, og verden blev aldrig den samme igen.


I dén eksistentielle overgangsfase er det vigtigt, at der er nogle af underviserne, der forstår, hvordan det er at være ny og både vildt opsat og tændt på endelig at tage livtag med de akademiske discipliner og samtidig en smule skræmt over mødet med akademia.
Dén indsigt havde Hans Fink. Når han satte sig i auditoritet og tog fat på forelæsningen, faldt der en næsten juleagtig ro over os. Vi lyttede, grinede og glemte os selv og vores evt. forlegenhed, og han åbnede filosofien for os. Tænk at have en underviser, der kunne indlede en forelæsning med at sige: ”Heraklit var en gammel sur mand, der kaldte borgerne i Efesos for nogle hundehoveder”...


Men hvor bevidst var han selv om den rolle, han havde – og hvilke tanker har han løbende gjort sig om undervisningen? Hans Fink holdt afskedsreception 19. juni 2014, - efter 50 år som underviser. Jeg opsøger ham derfor i hjemmet i Sorring, ca. 30 km vest for Aarhus.


”Jeg har altid holdt meget af at undervise. Jeg havde mit første hold studerende til manuduktion i 1965,lige efter jeg selv havde taget filosofikum. Da vidste jeg selvfølgelig ikke ret meget mere end det, der stod i Hartnacks (professor i filosofi ved AU fra 1954 – 1972, red.) bog, men det faldt mig ret naturligt at indtage rollen som lærer. Måske hjalp det lidt, at jeg som værnepligtig havde været reserveofficer , så jeg var vant til at tage autoriteten på mig og råbetil rekrutterne”, fortæller Hans Fink med et glimt i øjet, da vi har sat os i et par flettede stole i havestuen, hvor det sjældne vintersollys er på besøg.


”Undervisning er i virkeligheden noget meget personligt. Da jeg selv læste, var det jo personen Hartnack og personen Løgstrup (professor i etik og religionshistorie ved AU fra 1943 – 1975, red.), vi mødte som undervisere. Og de var dybt forskellige. Hartnack var flydende i sin undervisning, men også lettere arrogant. Løgstrup kunne virke nærmest pædagogisk hjælpeløs og læste i lange stræk bare op af et manuskript. Men man kunne ikke undgå at mærke at de var begge sig selv og dybt engagerede i deres stof og de fik på den måde formidlet en kærlighed til faget og fordybelsen, som smittede af”.


Hans Fink er da heller ikke i tvivl om, at han selv er præget som underviser af den undervisning, han oplevede som studerende. Forelæsningen har i hvert fald altid været hans foretrukne metode ved studiestart.


”Jeg har nok i det hele taget været lidt gammeldags i min undervisningsform. Men det har nu også været helt bevidst. Jeg har altid undervist ved hjælp af forelæsninger, og jeg har forelæst med udgangspunkt i teksterne. Det var vigtigt for mig, at det var teksterne og forfatterne, de store filosoffer, der var i fokus, og ikke mig – og heller ikke de studerende. De førsteårs-studerende er selvfølgelig tiltrukket af faget, fordi de selv har gjort sig mange tanker om alle de store spørgsmål i livet. Men jeg ville gerne modvirke, at vi bare begyndte at snakke, som om vi var på værtshus og lige havde livet og døden oppe at vende med alle vores forskellige syn og holdninger. Det har været min indstilling til faget, at man først skal have præsenteret de store tænkere og have sat sig ind i deres filosofi, før man er rustet til for alvor at tage den filosofiske samtale. Så er det til gengæld også afgørende, at der er en instruktorundervisning i små hold, der følger op på forelæsningerne, sådan som der har været det de sidste mange år. Og det er afgørende at man er velforberedt. Der er klassiske tekster jeg har gennemgået mere end 20 gange, men hver gang har jeg læst dem igen, som regel sammen med noget ny sekundærlitteratur”.


Hans Fink underviste både 1. og 2. års studerende og kandidatstuderende. Der var selvfølgelig stor forskel på hans tilgang til undervisningen, alt efter om det var de helt nye eller de mere garvede filosofistuderende, han stod overfor. Og i 70’erne, 80’erne og 90’erne var der også en større kobling mellem hans egen forskning og de ting, han præsenterede de studerende for på kandidatniveau, end der har været efter de seneste undervisningsreformer.


”På kandidatniveau udbød vi dengang seminarer, som hang sammen med de ting, vi var optagede af i vores forskning, og vi brugte på den måde også input fra undervisningen i vores forskning. Det vil sige, at min undervisning dengang var meget forskningsnær. I dag er studierne kommet meget længere væk fra forskningen, og undervisningen er blevet mere skoleagtig. Den er stadig forskningsbaseret, men sjældent formidling af underviserens egen forskning. På godt og ondt er den langt mere fokuseret på at de studerende skal bestå en eksamen i direkte forbindelse med undervisningen.” siger han.


Og han forudser, at både fremdriftsreformen og uddannelsesdimensioneringen vil trække undervisningen endnu mere i den retning – og dermed væk fra den kobling til i gang værende forskning, der ellers også fremhæves som noget af det, der er med til at sikre kvalitet i uddannelserne.


”Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil blive konservativ og nostalgisk. Og min egen studietid var da virkelig heller ikke ideel. Vi var meget overladt til os selv, og frafaldet var enormt. Jeg opfatter i virkeligheden mange af os, der læste tilbage i 60’erne som autodidakte, for vi underviste i høj grad os selv. Men studietiden er siden blevet skåret kraftigt ned, og det hele er blevet så strømlinet i dag, at vi risikerer at miste noget af den faglige fordybelse, der kræver tid og egentlig selvstændigt initiativ. Jeg kan derfor godt være bekymret for det faglige niveau hos nogle af de kandidater, der kommer ud. De bedste er dog så gode,som de nogensinde har været, og i hvert fald langt mere systematisk uddannede, end vi blev det”.


Hans Finks egen forskning har ikke mindst kredset om naturbegrebet og vores spaltede forhold til naturen: vi forstår ikke til bunds, at vi selv en del af den. Han har derfor naturligt nok også forsket meget i vores kulturbegreb samt haft fokus på store spørgsmål om identitet, værdi og moral, som han grundlagde arbejdet med ved universitetet i Oxford, hvor han blev D.Phil. i 1974.


Hans afskedsforelæsning bar da også titlen ”Store ord”. Og ved receptionen efter forelæsningen dukkede blandt mange andre seks midaldrende tilhørere op for at sige tak for netop de ord, Hans Fink havde givet dem med, da de i 80’erne fulgte hans forelæsninger. De var studerende under en særlig ordning, der hed ”Jysk Åbent Universitet”, som var et forsøg på at give adgang til et universitetsstudie for folk, der allerede havde en anden uddannelse, men ønskede at supplere den ved at følge en særligt tilrettelagt bifagsuddannelse. De seks fremmødte sagde tak, fordi Hans Fink havde mødt dem i øjenhøjde, taget dem alvorligt og fået dem til at erkende, at filosofi er noget, man kan være løbende engageret i resten af livet.


Det vil jeg også gerne sige ham tak for. Selv om jeg forlod selve filosofien på universitetet efter tre år og blev journalist, så har den filosofiske tilgang altid været en rød tråd i det, jeg har beskæftiget mig med lige siden. Og ikke mindst indenfor de emner, som Hans Fink åbnede døren ind til, nemlig etikken og den politiske filosofi, ser nysgerrigheden, den store undren og lysten til fordybelse heldigvis heller ikke ud til at forsvinde....

Min yndlingsunderviser
Mon ikke de fleste af os kan huske især én af  vores undervisere, som ham eller hende, der gjorde en forskel for vores studie? I en ny serie vil vi opsøge lige netop de undervisere, som viste os underet, gav os mod på faget og universitetet, lærte os at studere eller på anden måde gjorde noget, der fik ham eller hende til at være den, vi husker som vores yndlingsunderviser.
Hvem var det for dig? Send en mail til  alumni@au.dk og fortæl os hvem og hvorfor. Så kan det være, det er dig, vi kontakter og får lavet et portræt til portalen af netop din yndlingsunderviser. 

Samarbejde, Alumne, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet