Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mindeord

Arkitekten Mads Møller satte med blandt andet Søauditorierne og Nobelparken sit afgørende præg på Aarhus Universitet.

20.06.2013 | Helge Hollesen

Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om, at arkitekt Mads Møller er død, kun 71 år gammel. Mads Møller har gennem mange år været af meget stor betydning for Aarhus Universitet. Han har på afgørende vis sat sit præg på universitets bygningsmæssige udvikling via sit samarbejde med både universitetet og med Forskningsfondens Ejendomsselskab. Helt centralt i det samarbejde har været udbygninger og vedligehold af bygningsmassen i respekt for universitetets oprindelige og karakteristiske byggestil.

Mads Møller bar på fornemste vis arven videre fra sin far, C.F. Møller, der i sine unge år påbegyndte arbejdet med at skabe de første bygninger til Aarhus Universitet. Mads Møller blev i 1966 medindehaver af C.F. Møllers tegnestue. Han var lige som sin far rundet af Bauhaus-traditionen og den funktionalisme, der er gennemgående for universitetets campus Aarhus. Han værnede om den gode arkitektur i dialog med de grønne omgivelser. Det er Universitetsparken et godt eksempel på. Den fremstår, selv efter store udbygninger af universitetet, stadig som en af Danmarks absolut smukkeste parker, hvor bygninger og grønne områder smelter smukt sammen.

Blandt de arkitektoniske værker, der kan tilskrives Mads Møller, er Søauditorierne og Nobelparken, og i de to bygningsværker skinner Mads Møllers glæde ved arkitektur, funktionalisme og ikke mindst kunst tydeligt igennem. I de senere år interesserede Mads Møller sig meget for at forskønne universitetets åbne pladser og gøre dem mere anvendelige. Dette kommer blandt andet til udtryk foran Stakladen og ved Aarhus Universitets hovedindgang.

Aarhus Universitet blev i 2006 udvalgt til at være blandt de 12 værker på Kulturministeriets arkitekturkanon. Et uddrag fra udvalgets begrundelse lød: ”Arkitekturen er moderne, umiddelbart antimonumental, som en organisk fortolkning af den åbne campus midt i byen, og som et markant og robust vidnesbyrd om, hvor smukt og humant en større struktur i en bymæssig sammenhæng kan udvikles i mere end 70 år.”

Det er Mads Møllers store fortjeneste, at denne tradition i arkitekturen blev videreført, så vi alle i dag med stolthed kan nyde skønheden og kvaliteten i universitetets bygninger og i Universitetsparken. Vores medfølelse går til Mads Møllers hustru og familie og til C.F. Møllers tegnestue.

Æret være Mads Møllers minde

Lauritz B. Holm-Nielsen

Rektor for Aarhus Universitet og formand for Aarhus Universitets Forskningsfond

Navnenyt, Teknisk/administrativ medarbejder, Alle AU-enheder, Videnskabelig medarbejder